Fitzens selv udførte, da han endnu ingen edsvoren Fuldmægtig havde, og ved disse Leiligheder kom jeg til at tale med ham om Mangt og Meget. Han var en fuldblods Atristokrat og og talte med den yderste Suffisance og Foragt om vore Storthingsbønder, hvoriblandt der ikke fandtes en Eneste, som fandt Naade. Han maatte vistnok indrømme, at Ueland var en Mand med gode Evner og Forretningsøvelse, men hvorledes lønnede han nu saadanne Mænd som Stiftamtmand Falsen, der havde taget sig af ham og opmuntret ham til at træde op i Begyndelsen? Ja, han traadte dem nu paa Nakken, og opviglede sine Standsfæller til fordærveligt Kniberi og til at understøtte ham i hans umodne Reformsplaner. Nei, der vor efter hans Mening kun enkelte af de Mænd, overhovedet taget, som vare Storthingsmænd, som var sit Hverv voxne, og Gud hjælpe os, dersom der ikke var bedre Mænd hjemme end de som sade i Thinget, yttrede han.
Jeg opponerede og forsvarede de daværende Oppositionsmænd og bragte ofte Fitzens i en Knibe, som han ikke kunde komme rigtig fra. Han blev undertiden meget varm og ivrig. Men jeg tog mig ikke nær af det; jeg vedblev at udvikle min Mening fra mit Standpunkt, som var, at man for at faa gode Love netop maatte have de Folk i Thinget, for hvem Lovene egentlig bleve givne, nemlig Bønder og Næringsdrivende. Thi hvorledes vilde det vel gaa, om man fik bare Jurister og Embedsmænd til Lovgivere? Jo selvfølgelig saaledes, som da den danske Konge regjerede Landet ved sit Kanseli og sine Embedsmænd. Hertil svarede F. ved en Masse Udgydelser om Bøndernes og de Næringsdrivendes Uduelighed og Ukyndighed til at give Love og røgte forsvarligt de mange og vanskelige Forretninger, som paahviler Storthinget. Kun Embedsmænd havde efter hans Mening de fornødne Kundskaber, Indsigter og Erfaringer. Jeg bemærkede, at min Mening ikke var, at Storthinget udelukkende skulde bestaa af Bønder og Næringsdrivende, men at disse dog maatte udgjøre
