saa for et Aar omtrent 3,000 Spd. Den, som brændte ulovlig havde desuden forbrudt Apparaterne. Da det nu lige til denne (1845) Tid havde været almindeligt at hver velstaaende Gaardbruger havde Brændevinsapparater, og at største Parten havde beholdt disse uden Forsegling og Indmeldelse til Beskatning samt vedblevet af og til at bruge samme uden at betale Skat, saa var det en given Sag, at der over det hele Land fandtes et betydeligt Antal ustemplede og uforseglede Brændevinsapparater, og disse skulde nu altsaa konfiskeres og Besidderen betale Afgift pr. Døgn fra 1ste Januar 1846, da Loven traadte i Kraft, og til den Dag Apparatet anholdtes. Brændevinskontrollørerne skulde nu reise omkring i Landet og opsnuse saadanne Apparater, og derhos efterspore og anmelde Folk, som drev ulovligt Brændevinssalg.
Denne Lov vakte en overordentlig Forbittrelse og Uvillie blandt Folket i Solør og det med fuld Føie. Jeg vil ikke tale om, at Bønderne ansaa det for et betydeligt Tab, at de tabte Retten til at brænde Brændevin, og derved til at gjøre en fordelagtig Anvendelse af sødfrosne og mindre gode Potetes, for derved paa en let og billig Maade at skaffe sig det Brændevin, som de behøvede til Jul, hvorvel denne Indskrænkning i Næringsfriheden staar i en meget betænkelig og saavidt mig bekjendt endnu af rette Vedkommende (Norges Høiesteret) uafgjort Strid med Grundlovens § 101, som lyder: „Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes Nogen for Fremtiden“. Hellerikke vil jeg nævne det Tab, Staten paaførte Eiere af Brændevinsapparater derved, at de blev gjort ubrugelige, skjønt dette harmonerer saare ilde med den Fortolkning af Grundlovens § 105, at fuld Erstatning af Statskassen skal ydes den, som afgiver sin rørlige eller urørlige Eiendom, naar Statens Tarv kræver det, naar man ser hen til, at Embedsmænd, som ved Forandringer i Lovgivningen have lidt Tab i sine Indtægter, have saaet fuld Erstatning tilkjendt, selv hvor det har været givet,
