at Indtægterne alligevel har været rundelige, og der paa anden Maade er tilflydt dem betydelig Forøgelse i Indtægterne siden den Tid, de modtog sin Beskikkelse, og uagtet Storthinget har holdt paa den Fortolkning at Embedsmændene maa finde sig i de Forandringer i sine Lønninger, som en tidsmæssig Lovgivning medfører, uden Erstatning saalænge Formindskelsen i Indtægterne ikke gaar saavidt, at disse blive mindre, end de efter Rimelighed bør være.
At man bestemte, at de, der ikke inden en vis Tid tilintetgjorde sine Brændevinsapparater, skulde have forbrudt samme til Statskassen, kunde vel ogsaa have passeret; men at man snudde op og ned paa vor Bevislære og bestemte, at Besiddelsen af et Brændevinsapparat skulde være fuldt Bevis for, at Besidderen havde brændt Brændevin hvert Døgn siden 1ste Januar 1846 til den Dag Anholdelsen skede, var unægtelig en saa uretfærdig streng, ja rent ud barbarisk Bestemmelse, at man maa gaa tilbage til den raa og mørke Middelalder for at finde Sidestykker. Den Retsregel, at den, som sigter, maa bevise, staar i vor som i alle Landes Lovgivninger i den civiliserede Verden som en fast ufravigelig Regel og Grundsætning, som ikke kan rokkes uden at aabne Døren for uberegnelige Vilkaarligheder og Undertrykkelser. At der desuagtet af Storthinget i 1845 kunde blive vedtaget en Lov, indeholdende et saadant Brud paa denne Regel, og at denne Lov kunde opnaa Regjeringens Minde og Kongens Sanktion, forekommer mig saaledes som et høist mærkværdigt Bevis paa, hvorledes selv en loyal patriotisk Lovstiftning og Regjering kan forløbe sig, naar de virke under et saa brændende og ensidigt Had over et virkeligt eller indbildt fortærende Samfundsonde, som almindelig Smugbrænding og deraf følgende almindelig Smugsalg og Drik af Brændevin, da ansaaes for at være.
Paa den heromhandlede Tid (1845) var nemlig Iveren imod Brændevinsdrik paa sit Høieste. Den Tro havde
