bemægtiget sig fast alle Mand med Anseelse og Indflydelse, at Brændevin var Gift, og at alle Midler, som stode til Storthingets og Regjeringens Raadighed, maatte bringes i Anvendelse for at indskrænke Brugen af Brændevin og for derved at tilintetgjøre en Hovedaarsag til Befolkningens Demoralisation og Fordærvelse, Forringelse og Tilintetgjørelse af Folkets Formue, Legems- og Aandskræfter. Naar de Masser af Potetes og Korn, som nu gik i Brændevinskjedelen, bleve anvendte til Mad, skulde Alt blive ganske anderledes Folkets Velstand voxe og Fattigbyrderne formindskes. Præster, Skolelærere, Storthingsmænd og Alle, som vilde være paa høi Mode, reiste omkring og talte mod Brændevinsdrik og stiftede Nøgterhedsforeninger og overtalte Folket til at tegne sig.
Jeg var paa Kongsvinger i denne Tid, og Sognepræst Ole Gaarder Rønning, som var en af disse gammeldags jevne, rolige Folk, som ikke lettelig lader sig bevæge til at forlade den sikkre Middelvei, optraadte med stor Iver for Nøgterhedssagen og fik Almuen til at tegne sig mandjevnt. Om Professor Schweigaard fortaltes, at han paa denne Tid tog et Fad med Rumbudding fra Bordet, som hans Kone havde dekket til et større Gjestebud, og kastede Indholdet i Gaardsrummet, da han fik vide, at der i Buddingen var Rum. Med et Ord, Hadet mod Brændevin og „Brændevinsdjævelen“ var voxet op til Fanatisme, og Udtrykket for denne naar Toppunktet af sin vilde Virksomhed i den ovenanførte Lovbestemmelse. – Svarede nu Resultatet af alle disse brændende ivrige og grusomt kraftige Forføininger til Forventningerne? Jeg skal ikke forsøge paa at besvare dette Spørgsmaal. Jeg skal kun bemærke, at der ovenpaa denne, som alle lignende vilde, overilede Yderligheder fulgte et Tilbagefald, som tilintetgjorde Nøgterhedsforeningerne, og vakte en almindelig og bitter Uvillie mod Forbudet mod at brænde Brændevin, mod Brændevinskontrollører og mod den hele Agitation mod Brændevinsdrik, og at den gamle Mening blev ganske almindelig,
