under disse Brud paa Tro og Love, havde man paa Eidskoven, Annex til Vinger, idet man der ved Bryllupper fandt paa at servere Brændevin i Fad, man satte paa Bordet som Suppemad, og Gjesterne spiste da Brændevin for ikke at bryde sit Ord om ikke at drikke det. – Jeg skal nu fortælle hvorledes de Anmeldelser, som bleve sendte Lensmanden i Hof til Undersøgelse, saa ud, og hvad der kom ud deraf.
Anmeldelserne for ulovligt Brændevinssalg lød paa, at N. N. har solgt Brændevin og at alle voxne Personer, som boede i Strækningen mellem Glommen Elv og Skoven og fra N. N. til N. N. Tverelv, som løb ned i Glommen, vare Vidner. Har man nu hørt eller set slig Usands som dette? At Kontrollørerne vare saa besat dumme og dristige, at anmelde Folk og opgive Vidner paa Forseelsen paa denne løse og letfærdige Maade, var allerede noget uhørt, men at Øvrigheden modtog slige Anmeldelser og sendte dem til Lensmanden til Undersøgelse istedetfor at sende dem tilbage med Paalæg om at opgive bestemte navngivne Vidner, hører blandt de Slags Misbrug af Embedsmyndigheden, som kun kan forklares som Følge af den samme blinde Iver, som havde fremholdt Loven af 1845 med sine uhørte regorøse Bestemmelser, eftersom det ikke kan antages, at det skede af Ukyndighed. Men hvorledes man nu end vil opfatte det, saa er saameget vist, at den mindste Omtanke maatte have gjort det indlysende for Enhver, at disse Anmeldelser vare i den Grad ulovskikkede og blottede for Bevis, at de ikke egnede sig til nogensomhelst anden Forføining end Tilbagesendelse til Anmelderen, thi naar ikke Kontrolløren, hvis Hverv det var at reise omkring for at erhverve Oplysninger om ulovligt Brændevinssalg, kunde faa den Mistænktes Naboer til at forklare andet end, at de ingen Kundskab havde derom, hvorledes kunde man da vente, at Lensmanden, som ingen anden og større lovhjemlet Myndighed havde end Kontrollørerne til at anstille Undersøgelser, skulde kunne faa frem noget Bevis for Anmeldelsernes
