apparat. Alt dette talte jo stærkt mod Eftergivelse. Men jeg trøstede alligevel de stakkels fortvivlede Mennesker med, at der var Haab om Eftergivelse og lovede at skrive Ansøgning for ham, tale med Storthingsmand Bergh om at tage sig af Sagen og gjøre Alt, som stod i min Magt, for at redde ham. Hermed bleve de da ogsaa noget beroligede.
Den anmeldte Person paa Kveset fandtes kun i Besiddelse af en gammel Brændevinskjedel uden Hat og Pib r, og Undersøgelsen hos ham foranledigede ikke nogen saadan Skræk og Sorg som hos Forannævnte. Manden paa Kveset fandt sig derimod fornærmet over, at man trængte sig ind i hans Hus og foretog Ransagning, ret som han skulde have gjort sig skyldig i Tyveri eller nogen anden vanærende Forbrydelse. Et Spørgsmaal er det vel ogsaa, om man strængt taget er berettiget til at foretage Husinqvisition i slige Tilfælde som disse. Ifølge Grundloven kan Husinqvisition kun finde Sted i kriminelle Tilfælde, men jeg kan ikke forstaa, at de heromhandlede Forseelser, at være Eier og Besidder af et Brændevinsapparat, kan henføres herunder.
Jeg følte mig yderlig forarget over de blodige Bestemmelser i Loven af 1845, over Kontrollørernes letfærdige Anmeldelser om ulovligt Brændevinssalg og over de forfærdelig uhyggelige Husundersøgelser efter Brændevinsapparater, og uagtet jeg ikke var vant til eller havde nogen Øvelse i at skrive offentlig, tog jeg mig dog fore at sammensatte en Beretning, som blev optaget i Hedemarkens Amtstidende, hvori jeg skildrede den ovennævnte Lov og dens Anvendelse som aldeles uforsvarlig. Denne Opsats vakte betydelig Opsigt, og skjønt jeg var optraadt unavngiven og med Krav paa Anonymitet, kom det dog snart ud som Rygte, at jeg var Forfatter. Storthingsmand H. L. Bergh henvendte sig til mig og erklærede, at han ansaa det for sikkert, at Alle, som vare blevne fundne i Besiddelse af Brændevinsbrændingsapparater, vilde blive fritagne for at betale den lovbestemte Afgift, og at
