han ialfald vilde gjøre Alt, som stod i hans Magt, for at faa Loven af 1845 ophævet og den pligtige Afgift eftergivet.
Hvorvidt nu min Avisopsats har virket forøvrigt, kan jeg ikke sige, men jeg hørte, at den skulde være bleven optagen i andre Aviser. Og saameget er vist, at der ikke indkom flere Anmeldelser af ovennævnte Art til Lensmanden til Undersøgelse, at 1848 Aars Storthing ophævede Loven af 1845 og indtog en ny Bestemmelse saalydende:
„Den, der forinden 1ste Juni d. A. (1848) har gjort sig skyldig i ulovlig Brændevinsbrænden, fritages for at udrede den Brændevinsafgift, som herfor skulde have været at erlægge. Efterkommer han, uden at hans Forseelse har været opdaget eller angivet, Opfordringen i § 5 om Redskabernes Indløsning eller Budet i § 6 om denne Anmeldelse, skal han derhos være fri for alt Strafansvar, forsaavidt som den ulovlige Brændevinsbrænding er foretagen med de samme Apparater.“
Derhos blev det bestemt, at Staten skulde indløse Kjedler med Tilbehør efter Metalværdi med Tillæg af 10 pCt.
I Sommeren 1848 foretog jeg en Fodtour til Kristiania, bort Skovveien mellem Solør og Oudalen og hjem Skovveiene mellem Rommedal og Vaaler. Under mit Ophold der blev averteret en Post som Fuldmægtig hos Sagfører Bjørset i Molde. Jeg meldte mig og fik den. Men forinden jeg forlader Solør, vil jeg tilføie nogle Ord om dette Distrikt, dets Indvaanere og enkelte Familier og Personer.
Hvad jeg i Begyndelsen af min Fortælling har anført om Glommens Oversvømmelse, gjælder ikke alene for Gaardene langs Glommen i Grue Sogn, men med faa Undtagelser hele Glommendalen fra og med Eidsfossen i Vaaler til og med Brandvold. Og Frost paa Korn og Potetes rammer næsten alle Gaarde i hele Solør, baade de ved Glommen og de, der ligge i Bergesiderne, omkring Indsøerne, i Skovbygderne og paa Finskoven. Tømmerdrift er ligeledes fælles
