dømme om Folket og Forholdene i Solør, hørt udtalt Meninger, der afviger betydeligt fra denne min Opfatning.
Alle stemme overens deri, at Solungen er et aparta Folk – „a head going people“, som Engelskmændene sige om Nordamerikanerne (Folket i de Forenede Stater), men hermed er det næsten forbi med Overensstemmelsen. Enkelte siger, at Solungen er storagtig, storfældt, letsindig, slyngelagtig, skrydende og vanskelig at gjøre tilpas og komme til Rette med. Andre sige, at det er et opvakt, livligt, ædelt og gjestfrit samt kraftigt, haardført og modigt Folk; med 500 Solunger vilde jeg paatage mig at banke 1,000 Gudbrandsdøler, sagde Lie. Atter Andre sige, de ere flotte i Ord og Levesæt og gjerne ville agere Storkarer, komme sig op blandt Storfolk og give sig Udseende af at være rige, kloge og store. Men disse Karaktertegninger ere i mere eller mindre Grad overfladiske og ensidige, forsaavidt angaar Slyngelagtighed, Flothed, Letsindighed etc., og de ramme ikke Folket i sin Helhed eller den egentlige Kjerne af Befolkningen, Bønderne, som det er, jeg har talt om, men kun enkelte Udvæxter deraf. Saaledes vil man blandt Hestehandlere og omløbende Spekulanter finde letsindige, storskrydende og slyngelagtige Folk; blandt Furuadelen (lig Englands Cantan-Lords – Bomuldslorder) – Folk, som ved Skov- og Tømmerhandel have svunget sig op fra Fattigdom til Velstand og Formue –, som oftest finde disse flotte, storagtige Folk, som reise til Byen i Ulveskindspels, kjøre med Spidsslæde og Dombjælder, spiller Blaapolsk og trakterer hele Laget rundt – Kjendte og Ukjendte – med Champagne, naar de ere i Hovedstaden. – Blandt de saakaldte Storbønder, hvis Forfædre fra gammel Tid have eiet og besiddet store og velbebyggede Gaarde, vil man i Regelen finde en udsøgt Gjestfrihed og Folk med en høi Grad af god Opførsel, ren Smag og en selskabelig Dannelse, som i Værdighed og Ædelhed nærmer sig den, man ser blandt Hofmænd og Diplomater. Ja den Ro, Sikkerhed, Takt og
