Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/19

Denne siden er ikke korrekturlest
– 19 –

blodtørstige Kryb[1]. Men slige Ubehageligheder turde vi ikke engang nævne for vor strenge Fader. Vi maatte gaa den bestemte Tid, hvordan det end saa ud, uden at vove et Kny. Saa kom Slaataannen, og det var en streng Tid. Jeg maatte med de øvrige op Kl. 3-4 Morgen og slaa. Dette var et umaadelig tungt Arbeide for mig. Jeg syntes mangen Gang, jeg var færdig til at stupe af Træthed, men jeg fandt, at det var en saadan Skam at klage, at jeg som oftest klemte paa, til Hviletiden kom. Høie og kjøre Hø faldt lettere, og Slaatten paa Floksengen og Storengen, hvor jeg slap med at bruge Riven og kjøre, vare rene Festdage. Vi rustede os ud med Mad og Drikke for flere Dage til Flokseng-Slaatten, og der mødte frem, foruden alle Opsiddere paa Sorknes, Eiere fra Stenradet, Stemsrud, Gruset og Præstegaarden. Der vrimlede af Folk og Heste, og man kappedes om at slaa og rage, og i Hviletiderne om at more sig. Engen var delt i smale Teiger, som gik fra Elven op mod Stenradet i en Længde af næsten Fjerdings Vei. Nu gjaldt det mellem Slaattekarlene om, hvem som først kunde naa Enden af Teigen og derhos have den bredeste og den peneste og bedste Slaattefure. Det hvinte rundt om af Ljaaen og klang af Bryningen. Styrken var forholdsvis nogenlunde lig for Alle, og den, som først var færdig med Slaatten, tilkjendegav ofte dette med et Hurra, som ogsaa de efterfølgende undertiden fortsatte med, medens de, som sidst bleve færdige, taug og vare undselige over at staa tilbage. I Middagstider var det almindeligt, at Slaattekarlene badede sig i Glommen, og her gjaldt det da atter om hvem der var

  1. Græslien bar tydelige Spor af en Gang i Tiden at have været ryddet, idet der fandtes oplagte Stenrøser, og Marken mellem Træerne var jevn og fin. Sæterbrug kan det neppe have været, da dette vistnok tilhører den nyere Tid, og jeg antager derfor, at Rydningen maa være foregaaet før den sorte Død (1349). Jeg kjender intet Sagn herom. Derimod fortælles, at der i gamle Dage paa Brusæteren skal have boet en mægtig Mand, ved Navn Thord Bru, hvad Tid, har jeg aldrig hørt.