Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/20

– 20 –

bedste Karen til at stupe, dukke, svømme og træde Vandet. Jeg veed aldrig at Nogen ved disse Leiligheder omkom, skjønt Vandet i Glommen næsten altid var for koldt til Badning; det var ogsaa kun, naar man ikke kunde naa i Indsøbad, man tækkedes med det kolde Glommebad. Naar Slaataannen var færdig var der atter et lidet Pusterum, som anvendtes til Forberedelse til Skuren: Istandsættelse af Huse og Gaardsredskaber. Mit Arbeide i denne Tid var at drive Kreaturene til Floksengen eller Holmen og Storengen om Morgenen og hente dem om Aftenen, og naar disse Enge vare udbeitede, reiste vi til Sæteren igjen med Kreaturene. En Par Ugers Tid forud vare Hestene slupne til Sætermarken, og i denne Tid maatte der holdes Vagt, for at ikke Hestene skulde komme ind paa Sætervolden og ødelægge Eftersletten. En Sommer mindes jeg, at jeg blev paalagt at udføre denne Vagt, og jeg var da rimeligvis mellem 10 og 11 Aar gl. Saa glad, som jeg var over at faa komme til Sæteren, naar Budeierne laa der med Buskaben, saa forskrækket blev jeg, da jeg fik denne Befaling; thi skjønt jeg ikke troede fuldt paa alle de Historier om Usynlige og Bergefolk, som vor Husmand Andreas Stornilspladsen havde proppet i mig, havde jeg dog faaet en Frygt i mig for, at der muligens kunde forholde sig saa alligevel, at der boede en Bergekal i Bruknarten med en hel Familie, Mænd og Qvinder, Unge og Gamle, idet Andreas forsikrede mig, at baade han og mange Andre havde set og hørt disse underjordiske Folk, og at Gutter og Piger fra Sortnes i gamle Dage vare lokkede eller tagne ind i Berget, og at de, om de end af og til slap ud igjen, ikke vare som før, men Byttinger (Fjollede). Det var derhos noget mystisk ved Brusæterknarten. Den bestod af 2 Dele: Veltknarten og Storknarten. Paa den søndre Side af Veltknarten laa Sæteren paa en Høide af omtrent 100 Fod over de omkringliggende Dalfører: Namsjøens i Vest, Janaaens i Syd, Jubergsmyren i Øst og en fra denne udgagende Bæk i Nord. Rundt om Sætervolden var hugget