Braate, saa der var en fri og vakker Udsigt over Skov, Berg og Dal til alle Sider undtagen mod Nord; thi her hævede Knarterne sig bevoxet med tæt Skov. Vesleknarten, som laa nærmest Sætervolden, var det meget let at komme op paa, men Storknarten, som hævede sig, om jeg ikke tager Fell, over et Par Hundrede Fad høiere, var kun bestigelig fra ei enkelt eller enkelte Steder. Uhyre Stenblokke stak frem her og der paa Knartens Fod og Sider, bevoxet med Mose, Træer og Sidselrod. Furu- og Løvskover stod tæt med Ener, Ormegræs eller Lyng i Bunden. Jeg havde mindst et Par Gange besteget dette Bergefolkenes maleriske Hjem, dels af Nysgjerrighed for at se, hvorledes det saa ud paa denne høieste Bergtop i flere Miles Omkreds, og dels for at sanke Sidselrod, hvoraf just den bedste Sort skulde findes omkring paa Storknarten. Desuagtet stod denne Fjeldtop nu for mig som et truende Spøgelse, naar jeg skulde afsted for at opholde mig paa Sæteren og holde Vagt. Peder Veltstuen, som saa ofte fulgte mig, naar jeg skulde afsted paa længere Skovvandringer for at hente hjem Hesten, var nu borte, og hvem skulde jeg da faa med uden at min strenge Fader, som ikke troede hverken paa Usynlige, Bergetrold, Gjengangere eller noget sligt Vas, som han kaldte det, fik vide det, og vilde sætte sig imod det; thi, jeg, som skulde tage Gaarden efter Fader, jeg maatte tidlig vænnes til at blive Kar og til ikke at frygte for Sligt. Hvorledes det nu gik og ikke gik, stelte dog Moder det saa, at min Søster Anne, som var 2 Aar ældre end jeg, fik følge med mig, og udrustet med hver vor Næverkonte eller Skræppe med Melkebutter og god Mad i, droge vi en vakker Eftermiddag afsted. Anne var meget overtroisk og havde lært en hel Del Varsler og Beskyttelsesformularer af vor Tjenestepige Anne Veenberget[1].
- ↑ Anne Veenberget, som var fra Vaaler Finskov, var det mest overtroiske Menneske som jeg nogensinde var stødt paa. Hun fortalte som historisk, at der paa Veenberget var en Mand, som kunde fremmane Regn, og som kunde faa en Regnskur til at dele sig og bøie af for hans Høbreie. – Og gjøre det
