Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/22

Denne siden er ikke korrekturlest
– 22 –

Naar vi kom et Stykke paa Veien op i Salberget, sagde hun, at det var rart, at vi endnu ikke havde hørt Titen; jo der er den, og nu hoppede den lille søde Engel af en Fugl fra Træ til Træ og Gren til Gren og sang os sit: Titi, Titi. Nu blev Søster Anne glad, og takkede Gud, for nu vare vi sikkre paa at komme vel og vakkert frem, og at ingen Fare vilde møde os. Jeg syntes ogsaa, at det var en Guds velsignet Trøst i denne Fugleqvidder, og jeg tænker nok, at jeg nu delte den Tro med min Søster, at Gud sendte os dette Tegn paa, at vi vare under hans Varetægt og at intet Ondt skulde vederfares os. Vi kom frem til Sæteren, uden at vi mødte hverken Ræven, Bergetrold, forgjorte Orme, eller Bjørn eller Graaben. Men naar det begyndte at mørkne, bleve vi bange. Vi maatte imidlertid gjøre vor Runde for at se efter, at Hestene ikke vare brudte ind paa Sætervoldene. Og paa og imellem disse Vandringer læste vi flittig i Stilhed de bedste Bønner, som Mor og Bedstemoder havde lært os. Den første Nat gik hen uden at Hestene brød ind, og uden at vi hørte eller saa noget, som skræmte os. Men næste Dag blev det anderledes. Vi hørte da, medens vi gik for at hente Vand i Kalkilden, som ligger i Storknarten, en forfærdelig Lyd, som lignede et dybt, stærkt Brøl af et Menneske. At det var Bergekallen, som udsendte denne Lyd, var der ingen Tvivl om, og vi læste nu Fadervor og andre Bønner, gjorde Korsets Tegn og sagde: „Vig fra mig Satan“. Og snart blev det ogsaa roligt. Naar vi kom hjem, lo Fader os ud og sagde, at det var Katugla, vi havde hørt[1].

    for Sting Hold, Tandpine etc., det havde hun lært af denne Mand og troede fuldt og fast paa den helbredende Virkning af sine Besværgelsesformularer, hvoraf hun læste op for mig den for Sting, men jeg har nu glemt den, men hugser derimod, at hun sagde, at man, naar Tilfældet var rigtig slemt, presser nogle Draaber af en fersk Hestelort og blandede i den Mixtur, som der læstes over.

  1. Den nævnte saakaldte Kalkilde springer ud af en Revne i en Klippe (Sten) paa Storknartens østre Side, og ligger omtrent