Tiden tillod det under Kjøringen. Hesten fik en Hødot, hvergang Sammenkjedningen foregik, eller naar man af en eller anden Aarsag gjorde en Stands. Naar vi kom hjem til vort Logis i Namsjøkøien om Aften og havde lagt Klæde paa Hesten, som stod ude i et Skur ved Køien, og givet den Mad, gjaldt det om at faa Ild op, at koge Aftensmad, spise og lægge sig til at sove. Der fandtes ikke hverken Stole, Brisk, Bord eller Bænk i Køien, som bestod af en tømret Hytte uden Loft og Gulv og uden Vinduer. Peis var der dog, og foran var der lagt Halm, som brugtes baade som Stol, Bord og Seng. Paa denne Halm lagde vi Aaklæder (grove hjemvævede Uldtæpper) og ovenpaa havde vi enten et saadant eller en Skindfæld. Trøien, Snesokkerne og Skoene toge vi af os, naar vi lagde os til at sove, men de øvrige Klæder beholdt vi paa Nat og Dag[1]. Naar det var rigtig klinkende koldt, saa maatte vi enten ligge og fryse eller staa op om Natten og lægge paa Ilden; thi naar Brasen var nedbrændt og Gløderne slukne, var det snart forbi med Varmen i Køien. Trætte som vi vare efter Dagens Arbeide, sov vi som ofteste den hele Nat uden at brase paa; men vi vaagnede da rigtignok tidligere end Hønsene hjemme og holdt os skadesløse for Tab paa Søvn ved da at koge Potetes og stege Flesk til Frokost. Sov vi forlænge, maatte vi nøie os med samme Kost til Frokost, som var den regelmæssige Aftensmad, nemlig Grød og Melk. Lørdagene reiste vi hjem, og det smagte da usigelig godt at faa vaske sig, faa rene, tørre Klæder paa, Melkegrød til Aftens, god varm Seng og Søndag god Frokost og Sø og Kjød til Middag; men saa kom Tanken om Morgendagen, thi Mandag da maatte vi afsted igjen til det samme Yrke Klokken 5 a 6 Morgen, og naar der var Uføre og Sneveir, var det for mig en af de mest uhyggelige Timer i mit Liv disse Mandagsmorgener, og jeg kan gjerne sige Nætterne til disse Mandage, af hvilke jeg klart
- ↑ Det er mange Tømmerhuggere og Kjørere, som ikke har andre Klæder med end de, som de gaa i.
