næste Nytaarsaften; vendte derimod Taaen indad, betegnede det Forbliven i Hjemmet. Helligtrekongers Aften var atter stor Høitid med trearmet Lys paa Bordet. Bøn og Sang blev ogsaa da anvendt men det stod os paa denne Aften ogsaa frit for at lege og more os. Helligtrekongers-Dag var ren Hviledag. Men hermed var Julen ude, og nu maatte Begsømskoene, Snesokkerne, Strigskjorten og de gamle lappede Klæder frem, og Randskoene, Lærredsskjorten og Stadsklæderne ud i Stadsstuen.
20de Juledag var rigtignok ogsaa en Fridag og man friskede da op igjen med Julbok Moro Dands og Munterhed, men der blev dog aldrig paa denne Dag som i Julen; men snarere som et Gravøl paa Julefesten.
Mandfolkene kjørte nu efter Trekongers Dag frem Ved til Huset, og saa bar det atter til Namsjøkøien igjen. Did var nu Tømmeret i Regelen kjørt frem, og herfra maatte det nu kjøres paa Slæder over Namsjøen og Salbergsaasen til Tømmervælten ved Steenvadet, omtrent 34 Mil. Vi kjørte gjerne tre Stokker ad Gangen, og, saavidt jeg erindrer, gjorde vi to Vendinger om Dagen. Naar Føret var godt, var dette en noksaa morsom Beskjæftigelse, thi da kunde vi sidde paa, naar vi havde Lyst, og ofte kjøre i lystigt Trav paa Opturen; men var Føret slet og Namsjøen fuld af Overvand eller svag Overis, var det tungt og trist baade for Kar og Kamp (Gamp, Hest). Færdig med denne Kjørsel blev vi almindelig først i Førefaldet, og kort derefter kom Tømmermærkerne, nemlig en fin, fornem Herre fra Kristiania og en saakaldet „Tømmermærker“, som hørte hjemme i Oplandet, var kyndig Tømmerkjender og besad nogen Øvelse i at skrive, regne og prate. Disse to store Mænd skulde nu modtage, maale og mærke Tømmeret, og paa dem beroede det for en stor Del, om Tømmerets Eier skulde faa god eller slet Betaling for samme. Det var med en ubeskrivelig Fornemmelse, jeg den Gang overvar denne Handling. Jeg syntes, jeg kjendte hver Stok, som jeg
