Kunst og ved Lundkast, Spændkast eller Spendkrog lagde jeg fort væk, som de røg paa mig, den ene efter den anden af dem paa Ryggen; men herover bleve disse Gutter sinte, kaldte mig „Graatassen“ m. V. og lagde sig om mig Allesammen, og ilde var jeg vist nu kommet fra det, hvis ikke Fætter Ferdinand, som var en kjæmpestærk Gut og fra Skolen kjendte alle mine Angribere, havde, dels med det Gode, dels med det Onde, friet mig fra dem.
Et andet Aar i Juni sendte Fader mig med Hest og Kjærre samt Penge til Store Nes for at kjøbe Havre. Jeg reiste alene, men fik Følge med en Mand fra Nordgreina. Jeg tiltraadte Reisen med Ordre til at kjøbe god Havre for billigst mulige Pris, og hos Manden paa Opager ved Vormen Elv høre efter, hos hvem der var Korn tilsalgs. Jeg naaede frem uden særegne Vanskeligheder og gik omkring sammen med min Reisefælle og fik endelig kjøbt fuldt Læs. Min Ordre lød videre paa at reise tilbage over Gjølstad-Sund. Min Reisefælle drog derimod vestre Side af Elven til Opagersund, og som Følge heraf skiltes vi ved Gjølstad. Jeg var nu altsaa alene c. 4 Mile fra Hjemmet med et stort Læs Havre. Det var lidt underligt for mig som liden Gut, men med Guds Hjælp vil det vel gaa, tænkte jeg. Jeg kom ogsaa vel over Elven, men idet samme Kjærren gik ned fra Færgen, røg Vognaxelen tvers af, saa Kjærren faldt plat ned paa den ene Side. Færgemanden reiste sin Vei uden at bryde sig herom. Og her stod jeg nu hjælpeløs uden en Gang i min Angst at være istand til at faa Hesten fraspændt. Jeg maatte derfor lade Hesten og Læsset staa, som Kjærren var dumped ned lige i Elvekanten og ile op til en liden Plads, som laa oppe paa Elve-Bakken. Men her var ingen anden tilstede end en af Alderdomssvaghed hjælpeløs Kvinde, og andre Beboere var der ikke i Nærheden. Jeg gik da ned igjen til Hesten, og efter de yderste Anstrengelser fik jeg da fraspændt og førte
