Hesten op til Pladsen, hvor jeg nu traf en ung Pige, Karen tror jeg hun hedte, hvem jeg fortalte Sammenhængen, og hun hjalp mig med stor Beredvillighed. Vi fik fat i en Langarmkjærre og med den yderste Anstrængelse løftede vi Kornsækkene over i den og spændte fore; men kommen et Stykke op i den bratte Bakke, som fører op fra Elven, med Læsset, gled Sækkene bagover paa Kjærren, saa Hesten blev strybet, og baglængs bar det da med Hest og Kjærre lige ned i Elven, dog uden at Kornet kom bort, medens derimod de bagerste Sække blev lidt vaade. Nu maatte vi atter spænde fra og ud paa Bygden og søge Hjælp. Langt om længe fik jeg da fat i en Smed, som satte Kjærren istand. Jeg var efter al denne Angst og Overanstrængelse saa mat og medtaget, at jeg neppe kunde gaa. Naar Kjærren langt paa Qveld var færdig og forspændt, lagde jeg mig, efter at have passeret Dahler, op paa Læsset, sovnede af og vaagnede først ved Kongsrudporten, som stængte Veien, og nu var Solen netop runden op paa en klar Himmel; jeg kjendte mig strax igjen paa dette Sted, 114 Mil fra Hjemmet, var frisk og glad, takkede Gud, som saa naadigen havde holdt sin Haand over mig, klappede og velsignede den herlige Storbron, som om han havde reddet mit Liv. Ja det var et mærkeligt Dyr denne Storbron. Ualmindelig velskabt og vakker bestandig fed og trivelig, var den vild og fnysende og yderst haard at styre, naar den var spændt for en Agekjærre, Kariol eller Spidsslæde og taalte da ikke nogen foran sig; derhos var den tagskjær i høi Grad, naar den var sluppen løs i Havn. Men i det daglige Yrke var den saa tam, snil og lydig, som en Hest kan være og gav ofte Prøver paa en beundringsværdig Forstand. Dette var ogsaa Tilfældet under Vanskelighederne i Gjølstadbakken. Den stod som et Lam under Arbeidet med Omlæsningen af Kornsækkene fra Færdeskjærren til Langarmkjærren, til vi vare færdige, og naar Strybtaget kom paa den høit oppe i Bakken, gik den meget langsomt og forsigtig tilbage og standsede i rette
Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/37
Denne siden er ikke korrekturlest
– 37 –
