at anvende de to Midler, jeg havde til at faa den fat: Fladbrød, og, om dette og Lokning slog Feil, et Reb; thi saasnart, han kom i Berørelse med Rebet, stod den bom stille. Vi nærmede os saaledes langsomt og lokkende „Fola, Fola, Fola Bron min“ og skrabede med Fladbrødet, men Hesten blev liggende uden en Gang at løfte paa Hovedet og spidse Ørene. Vi vedbleve da paa den beskrevne Maade langsomt at nærme os mere og mere, til vi kom lige ind paa den og fandt da, at den var død. Der laa dette smukke Dyr, smæk fed og blank, saa det skinnede af Haarene paa den, men dens Vom var frygtelig udspilt. Vi ilede hjem det forteste vi kunde‚ og hjemkommen, græd jeg sammen med min Moder og Søskende over Tabet af dette herlige uerstattelige Dyr, som over en kjær Slægtning. Fader græd ikke, men han saa mismodig ud og forholdt sig som sedvanlig taus som en Mur.
En Helligdag den 30te Mai 1830, havde alle Mandfolk paa Sorknes, Store og Smaa. Unge og Gamle, min Fader dog undtagen samlet sig paa Ivarstu-Volden for at lege Soldat. En Halvmaanblæser og en Tambur gik foran, og saa kom i Geled med Garstaurender som Geværer det hele Kompagni.
Som denne Moro stod paa som bedst, kom der Bud fra Fader at jeg skulde komme hjem strax. Altid vant til at lystre uden Tøven, naar Budet kom fra Fader, ilte jeg hjem og fandt der Hesten spendt for Agekjærren. „Sæt Dig opi og kjør det forteste, Du kan og hent Mari Kyrorn, Jordemoderen, din Moder er i Barnsnød“, lød Befalingen. Jeg havde aldrig været i Kyrorn, men vidste dog af Hørensagen, at den laa et Sted i Austadberget, omtrent 38 Mil fra Hjemmet. Jeg reiste afsted i flygende Fart uden at svare eller spørge om Noget, fandt Stedet og Konen hjemme og bragte hende hjem i den kortest mulige Tid. Og saa gjorde sin Indtrædelse i Verden en Broder, som fik Navnet Martin, som nu bor i Chicago i Amerika og skal eie 200,000 Dollar.
