og der bestod hos alle Familier paa Sorknes undtagen een en nedarvet Takt og Dannelse, som var beundringsværdig. I de selskabelige Sammenkomster gik det derfor meget pent og ærbart til, men som oftest livligt og muntert, og naar Knud Gundersen var med, haglede Vittighederne En formelig om Ørene. Han var en født Komiker og endel af Toverudsgreinsfolkene vare ligesom oplærte af ham til at være vittige. Men hans og Lærlingers Vittigheder vare dog ofte grovkornede og hensynsløsse. H. Schultze har plukket sammen enkelte af K. Gundersens Vittigheder og gjengivet dem godt i norsk Folkeblad, men det er kun en mat Afglans af, hvad han kunde producere blot i faa Timer, naar han var i det rette Hjørne. Sorknesmændene havde alle Opnavne, som vare meget træffende og rimeligvis opfundne af ham, saasom Klokeper, Langbent, Drikkar, Sørra, Fisja, Atkjek.
Skjønt Sorknesmændene, ialfald i Søgreina, vare brevsynte og skrivekyndige, stod den boglige Oplysning ikke høit. Paa den Tid mine Minder begynder var det sjelden at se andre end Religionsbøger i Husene. Aviser holdtes da ikke af Nogen.
Skoleundervisningen indskrænkede sig for det meste til, hvad der lærtes i Almueskolen, nemlig Indenadlæsning i det nye Testamente eller i Salmebogen, Pugning af Katekismen, Pontoppidans Forklaring og Herslebs mindre Bibelhistorie, Skrivning efter Forskrift og for de flinkere Elever Regning af de 4 Species i ubenævnte og benævnte Tal samt lidt Retskrivning. Peder Skytteren var Skolelærer og Skolen var Omgangs – 8 a 14 Dage hos hver Opsidder. Skoletiden, især om Vinteren, hvormange Uger kan jeg ikke erindre. Peder var en pen, velvoxen, høi Mand med et ganske vakkert Ansigt, skjønt han skjælede lidt, tækkeligt, men noget stift, søgt fornemt Væsen. Hans Kundskaber vare smaa, og hans Evner under det Almindelige; han havde daarlig Sangstemme med 12 Øre. Men han var høit agtet af Alle alligevel denne Mand og frygtet,
