Hvorledes dette er gaaet til, kommer jeg kanske senere til at tale om.
En Sommerdag havde Fader læsset paa Korn, som han bad mig kjøre til Grusetqværna, sætte det ind der og saa Besked om, hvad Tid han kunde komme did for at male. Som sagt, saa gjort. Nu havde Stornils-Andreas blandt mange andre Spøgelseshistorier fortalt mig, at der i Høgmobakkerne var Trold, som rev Selepinderne ud, saa Kjærren faldt, og naar man saa gik hen og saa gjennem „Hugulaget“ (Bidslet), kunde man se Troldet i Form af en Hund eller et andet Dyr. Som jeg nu paa Tilbageveien kjørte i friskt Trav ned ad nævnte Bakke, dætter Kjærren bums ned, idet Selepinderne paa begge Sider gik af, og netop som dette var sket, kom to Hunde ud af Skoven, hvoraf Veiens begge Sider var omgivet, og snusede paa mig. Jeg spændte fore igjen og strøg afsted det forteste, jeg kunde, bange for Hundene og frygtende for, at det var Troldet, som Andreas havde talt om. Men det viste sig, at det var Løitnant Brocks to Jagthunde. At begge Selepinderne gik ud paa en Gang, var vistnok en Sjeldenhed, men at den ene gik ud, hørte til Dagens Orden, da Pinderne aldrig vare, som de skulde være, men ofte bestod af halvraadne Qvister, og det lader sig da forklare som noget ganske naturligt, at de begge ogsaa kunde gaa paa en Gang.
Den oftere nævnte Andreas Husmand havde ogsaa fortalt mig, at der i vor Stald var en Nisse, som han oftere havde kjendt Fingrene paa, naar han om Qvælden havde været i Stalden og nappet og givet „Svarten“ Natfoder. Derhos havde han oftere om Morgenen set, at „Svartens“ Hængeman var bleven flettet om Natten og Hesten pudset, alt paa en slig forsiggjort Maade, som blot Nissen kan det. Min Broder Søren stadfæstede dette, og begge vidste god Besked om, at dersom man vanskjøttede Hesten, saa fik man Bank af Nissen. Da Søren som ung Mand giftede sig og forlod Hjemmet, var det min Tour at fodre Hesten. Og som oftest,
