maatte jeg gaa alene og give den Natfoder. Uagtet nu Fader havde sagt mig, at det var bare Eventyr disse Fortællinger om Nissen, og jeg hellerikke troede rigtig paa samme, overkom der mig dog ofte, især naar der var rigtig bælmørkt, og der om Aftenen havde været fortalt Spøgelseshistorier, en saadan Rædsel, naar jeg skulde udføre dette Hverv, at Vandringen til Stalden Kl. 8–9 Aften for at give Hesten Natfoder var noget af det Værste, jeg havde at gjøre. Da gamle Svarten blev skudt, og vi fik en rød Hest igjen, sagde Andreas, at det ikke nyttede at komme med Hest af anden Farve end sort paa Gaarden. Den røde Hest blev heller aldrig fed, men saa ussel ud og blev ikke til fuldt Gavn, hvor godt der end blev stelt med den. Den blev derfor solgt og saa fik vi Stor-Bron, som styrtede saaledes, som jeg ovenfor har talt om. Dette gjorde, at jeg ofte tænkte at det kanske var sandt alligevel, at der var Nisse i Stalden vor, og ofte naar jeg kjendte en Pinne i Høet, frygtede jeg for, at det var Nissens Finger. Men jeg slap dog altid med Skrækken, da Nissen aldrig hverken gav mig Ørfigen eller synte sig for mig, skjønt jeg vistnok havde fortjent det, da jeg ikke gav Hesten Mad og Drikke saa ofte, som jeg vidste, det skulde gjøres. Det var saa langt fra, at disse Aftenvandringer til Stalden for at give Natfoder tog Mørkerædheden fra mig, at den tvertimod forøgede den. Min Mening er derfor den, at man ikke bør befale Børn at gaa alene i Mørket, naar de ere mørkrædde.
Min Faster Berthe Gammelstuen døde, medens Manden laa haardt syg. Min Fader som nærmeste Slægtning maatte da tage sig af det sørgelige Hus og ordne det Fornødne til Begravelsen. Det var i Juni Maaned, tror jeg. Ligkisten blev paa Begravelsesdagen sat ud paa Gaarden i en Lund, som var dannet af Granbusker, og et Par Dage forud sagde Fader, at jeg skulde synge ud Liget med en Salme, som han viste mig. Melodien kjendte jeg ikke, men den fandtes i min Koralbog og var snart lært ved Hjælp af Salmodicon. Det
