var nok første Gang, man havde set en Gutunge paa et Halvsnes Aar synge ud Lig, og jeg haabede, at det ogsaa skulde blive sidste Gang, jeg gjorde det, da jeg var yderst undselig af mig, og syntes jeg kunde sige ned af Blygsel, da jeg stod der ved Kisten og skulde begynde, ikke at tale om, at jeg var hjærtelig bedrøvet over i Berthe at have tabt en af mine bedste og kjæreste Slægtninge udenfor Hjemmet og over at se den Afdødes to Børn, omkring min Alder, mine Søskendebørn, Peder og Marthe, staa der sørgende og grædende. Det maatte imidlertid gaa og gik ogsaa nok saa godt med Sangen.
Samme Sommer eller maaske senere, da jeg en Morgen drog ud med Kreaturene for at jete, kom Amund Perstuen efter mig og sagde, at hans Datter Ragnhild skulde begraves den Dag, og at den der havde lovet ham at synge ud Liget, havde sendt Bud, at han ikke kunde komme, og at jeg derfor endelig maatte gjøre det. Jeg sagde, at jeg ikke kunde eller følte mig istand dertil, men det hjalp ikke. Han tog Næverkonten og Saltskræppen fra mig og gav en anden Gutunge, bemærkende, at han var vis paa min Faders Minde, og synge maatte jeg ogsaa den Gang.
En Vinterdag lød Kommandoen fra Fader „Gaa i Fjøset og slagte Kalven“. Jeg havde aldrig slagtet og havde ren Rædsel for Slagtning. Det var noget af det afskyligste, jeg vidste at se derpaa, men jeg havde ikke alene maattet være med og se det om Høsten, da vi nedlagde en Ko, 6 Sauer og 2 Svin, men jeg havde ogsaa maattet være med vog leie de arme Dyr til Slagterbænken og hjælpe til at binde og holde dem fast der under Slagtningen. Jeg synes endnu, jeg ser Kjørenes vakre bedende Øine vendte mod mig, som de kjendte som Ven og Beskytter fra Fjøset og Jeterskoven, hvor jeg saa mangen Gang havde klappet og smeiket dem og givet dem Hø og Salt, med Graad og Bøn om Hjælp og Redning. Og saa at se Sauerne! De gik villige og sorgløse til Bænken og sparkede først lidt, naar de kjendte Kniven paa
