en Revü. En Gang blev jeg dog dømt til Ris, fordi jeg
en Vinterqveld ikke efterkom Bestemoders Befaling om at komme
ind og læse paa mine Lexer. Det var i Skoletiden, og det
var et herligt Kjelkeføre, saa jeg ikke kunde overvinde mig til
at forlade Kjelkebakken og mine Kammerater der. Hun meldte
min Ulydighed til Fader, og da Budet kom fra ham, gik jeg
paa Flæ’. Naar jeg kom ind var Braset paa Muren (Peisen)
i fuld Glans, saa Stuen var lys som en Dag. Bestemoder,
Moder, Marte og Tjenestejenten sad i en Kreds om Muren
og spandt, Anne og Johanne læste og Fader sad og gjorde
en Soplime af Bjerkeris. En af disse Ris havde han nu
tillavet til min Ryg. Kommen ind rørte han sig ikke af Stolen,
men satte et Par gnistrende Øine paa mig yttrende:
„Kom hid, – knæp ned Buxerne“. Jeg: „Aa kjære, søte,
vakre, vene Far, lad mig slippe“. Han: „Knæp ned“.
Jeg, kvalt af Graad og Fortvivlelse: „Gud, styrke og velsigne
Dig, Far, lad mig slipppe denne Gang“. Han: „Knæp ned
paa Flæk“. Jeg, næsten gal af Rædsel og Skam: „Aa
Herre Jesus forbarme Dig da over mig“. „Knæp ned, siger
jeg“, lød det atter med ubønhørlig Strenghed. Da reiste
Mor sig, og bad for mig; men uden Nytte. Men endelig
kom da Bedstemor netop som han skulde slaa til, greb ham i
Haanden og yttrede: „Nu er det nok, Per“, og dermed var
jeg frelst; thi som sædvanlig var han lydig mod hende næsten
som vi Børn mod ham.
Nu vil jeg besøge Naboerne og jeg tager dem da i den Orden, de laa fra mit Hjem, Jakobstuen. – Vi kommer da først til Søgaln, hvor Haaken Haakensen (Haakaa Søgala) boede med sin Kone Mary Arneberg, to voxne Børn, Marte og Ole, og to ukonfirmerede omkring min Alder, Anne Marja og Haaken. Gamlingen Haakaa var en høi, langbenet, lyslet Mand med et godt, venligt Ansigt. Han klædte sig pent og med en vis Smag og gik aldrig med bødte Klæder. Han var ædruelig, sædelig og spagfærdig og førte aldrig letfærdig
