krat uden at give hverken Hø eller Havn, medens Naboerne hende ryddet sine Hager, saa de her havde en væsentlig Del af sit Staldfoder og en ypperlig Høsthavn til Hestene. Skoven var paa det nærmeste udhuggen. Paa Gaarden var store Laan optagne for Aar efter andet at kjøbe Korn og Klæder. Besætningen i Fjøset, som skulde være tyve Klavbundne, sank Tid efter anden ned, og de gjenværende Dyr vare smaa og vantrevne. Saa maatte han sælge Halvdelen af Gaarden, og nu blev de gamle Svalgangshuse nedrevne tilligemed en Del af Laaven og flyttet ud. Kort efter hans Død gik det aldeles ud med Enken, som sidste Gang, jeg saa hende, for omtrent 20 Aar siden, var Betler, og Gutterne vare da dragne ud hver paa sin Kant, uden at jeg har hørt, hvorledes det er gaaet dem. Men de vare alle snille, kvikke og udmærket brave Kammerater, opførte sig pent og sædeligt, men vare tungnemte eller maaske rettere sagt dovne og daarlige i Skolen.
Jeg tilbragte mangen en hyggelig Vinterqvel sammen med disse Gutter i Nystuen, thi naar der var reist op en Bras paa Peisen der af en to–tre Fang Ved, saa var det saa lyst, varmt og hyggeligt i den store Stue, hvor vi da enten morede os med Leg og Sang eller ved ad høre paa Ole Norstuen fortælle Eventyr. Vi havde hele Stuen til vor Raadighed, idet der ikke som andre Steder stod Vævstole, Spinderrokke, Stry og Uldkonter i Veien, thi Tjenerne holdt sig med sit Stel i det store Kjøkken, og Knud og Thore holdt sig meget i Kammeret; men vare ellers, om de var i Stuen, saa snille og venlige at vi aldrig behøvede at være bange for at lade det gaa frit og muntert til. Hermed er jeg færdig med Eiendoms-Bønderne (Søgreina) og kommer altsaa nu til Stats Leilændingerne i Nordgreina.
I Perstuen boede Peder Amundsen og hans Kone Berthe med 3 voxne Sønner, hvoraf en var gift og boede hjemme, en flyttet bort og en uconfirmeret. Per var Stedets Bajas. Han drak sig paa en Kant saa ofte, han kunde
