komme til og gik da omkring og sang bibelske Sange af Peder Dass og skrød af, at han hedte Per Amundsen bra Kar. „Det hændte sig Jephta“ etc. sang han, og saa spurgte han den Første den Bedste, han mødte: „Ved Du, hvad jeg hedder, Du?“ og føiede til uden at vente paa Svar: „Jeg hedder Peder Amundsen bra Kar, jeg Du“, og saa løftede han gjerne op den ene Foden spyttede i Haanden og slog med den flade Haand under Skosaalen, og saa sang han igjen: „Det hændte sig Jephta“ etc. Der var stor Armod i dette Hus. Per og hans Søn Amund reiste omkring paa Auktioner og kjøbte Madvarer og Klæder, og Stevninger og „Vurderinger“ hos de gamle og unge Folk hørte til Dagens Orden. Gamle Konen Berte bar paa et af Næringssorger og Harme over Mandens usle Levnet nedbrudt Legeme, og Lidelserne og Lidenskaberne stod malet med skarpe Træk i hendes blege, magre, rynkede Ansigt. Hun døde omkring Trediveaaret, men Peder gik der i mange Aar bagefter. Ædru var han en stilfærdig snil og godhjertet Mand, som paa det inderligste beklagede sit uimodstaaelige Hang til Brændevin og sin som Følge deraf forspilte huslige Lykke Hygge og Velvære. Der fandtes næsten ikke en Stol at sidde paa i Huset. Fjøs og Stald var ofte øde, og naar Poteterne vare indhøstede, og Kornet tærsket, kom gjerne en Udsending fra en af de navnkundige Inkassatorer Hangaard eller Isachsen og solgte det bort for Auktionsgjæld. Sønnen Amund, som efter Bertes Død stod for Gaardsbruget, var taalelig ædruelig og stræbsom, men meget letsindig. Armoden var fra Begyndelsen af stor, og han kom sig aldrig videre op fra samme, og Enden blev, at han med Familie maatte forlade Gaarden.
Ungdommen i Greina havde mangen Moro i Perstuen, thi naar man ikke fik Lov til at være andensteds Helligdagsaftener, saa bar det did, hvor man aldrig bad forgjæves om at faa holde Dands eller Moro, som det hedte, naar man legede uden Spilmand.
