I Ivarstuen, som da var Compagnichefsgaard,
boede Capitaine Ole Colbjørnsen, en velskabt høi, pen Mand.
Han og hans Broder Arne havde i Krigen svunget sig op
fra Underofficerer til Lieutenanter. O. Colbjørnsen var anset
for en meget dygtig Officer, men haard og streng, og haardt
og strængt behandlede han ogsaa ofte sine Børn Arne og
Svend. Hans Kone, en Kjøbmandsdatter fra Laurvig, var
en dannet, smuk, ædel Qvinde, men der laa stadig et saa inderlig
sørgmodigt Drag over hendes Ansigt og Væsen, at jeg
aldrig kunde se det uden Deltagelse. Naar jeg senere i Livet
fik se Maleriet „Bertrand ved Napoleons Sygeseng“, maatte
jeg tænke paa Fru Colbjørnsen. Capitainens Formuesforfatning
var meget daarlig, uagtet han, saavidt man kunde forstaa,
var en meget dygtig Jordbruger og var paapasselig og
nøisom. Pigebørnene gik derhjemme uden Skolegang. Gutterne
Arne og Svend bleve derimod samtidig med Haaken
Søgala sendte til Svenskeruds Privatskole, hvor jeg en kort
Tid var sammen med dem i Begyndelsen af 1836. Her fik
jeg se, at Capitainen ikke var saa ond i Hjerte og Sind, som
jeg før troede, og at han skrev sit Modersmaal baade flydende
og grammatikalsk rigtigt, idet der blandt de Breve, som Eleverne
fik læse for at øve sig i Skriftlæening og lære at forme
og stile Breve, var nogle fra ham, hvori han med vemodig
Varme taler om, hvor tungt det falder ham, at hans Formuesforfatnings
mislige Tilstand har hindret ham fra at give
sine Børn den Skolegang, de behøvede, og at han ikke længere
saa sig istand til at holde sine Gutter i Skolen. Udpaa
Sommeren samme Aar kom Budskabet om hans pludselige
Død, hvorefter Familien forlod Sorknæs.
Før Colbjørnsen boede en Leilænding i Ivarstuen, som havde to Sønner, Ole og Haaken, der ligesom Colbjørnssønnerne svang sig op til Lieutenanter i Krigen. De toge Navn efter Nordgreina og kaldte sig Nordgreen. Sorenskriver Nordgreen i Østerdalen er en Søn af bemeldte Ole Nord-
