Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/57

Denne siden er ikke korrekturlest
– 57 –

green, der døde som Capitain og Haaken Nordgreen eiede en Tid den store Gaard Grefseng paa Næss i Hedemarken og var da anseet for en mægtig Mand. Min Fader og Lars Teistuen vare i 1848 eller deromkring efter Indbydelse i Besøg hos denne sin Ungdomsven og Krigskammerat paa Grefseng og talte med Beundring om, hvor storartet alt var paa denne Gaard.

I Gammelstuen boede Berger Halvorsen, som var gift med min Faders Søster Berte, der havde en Søn fra et foregaaende Ægteskab, Gunder Iversen, og to Børn med Berger, Per og Marte, der vare omkring min Alder, samt Halvor. Berger var en høi, lyslet, pen Mand, der klædte sig omhyggeligt, var fint barberet, naar han skulde ud til Kirke, paa Thing eller i Gjestebu, men i det daglige var han som Bønder flest. Han var en meget dygtig Jordbruger, en exemplarisk ordentlig og sædelig Mand samt en ren Arbeidstræl, som laa i det og havde noget at pusle og stelle med bestandig sent og tidlig uden at unde sig Hvile. Hans Ager og Eng stod ren og vakker, det hele Gaardsstel udviste Orden, Omtanke og Paapasselighed. I Haven, i Ly mod Nord af en Husvæg, havde Berger en Humlegaard, som Aar efter Aar stod saa frodig og vakker og gav saa god Høst som tænkes kunde. Ude i Gjæstebu var han blyg og tildbageholden som en Ungmø, men mellem Kjenninger vilde han dog gjerne prate, og især var han snaksom, naar Talen kom paa hans Ophold som Soldat i Danmark, i Kjøbenhavn og Aalborg, i hvilken sidste By han havde opholdt sig en længere Tid. Det var da morosomt at se, hvorledes hans alvorlige Ansigt lysnede, og Kroppen, som han ellers bar noget foroverbøiet, blev rank, og Maalet, som i det daglige var lidt surrende, blev mere klangfuldt, men dog altid lavmælt og langsomt, men hjerteligt og saa inderlig vennesælt. Hvor godt det gjorde mig at høre ham slig. Han roste de Danske, som brave og snille Folk, og syntes at Bønderne og Borgerne der