Berte-Faster ikke par saa nøie paa en „Smørgaas“ eller „Romklenning“, og Moder, skjønt hun havde en ren vakker Sangstemme, sjelden fik Tid og Ro til at synge andet end Vuggeviser, Jeg har ovenfor talt om Berte-Fasters Død, og at jeg maatte synge ved hendes Kiste, før de førte hende til Graven.
I Teistuen boede Lars Gulbrandsen og hans Kone Kirste Sætre. Om begge disse Folk kan jeg kort og godt, hvad Jorddyrkning og Gaardsstel, det qvindelige Husstel, Husflid, Orden og Renlighed samt Kreaturstel angaar, sige, omtrent det samme som om Berger og Berte Gammelstuen. Lars var lyslet, af middels Høide, noget maget, med et godt levanes Ansigt. Han var en udmærket ædruelig, sædelig og brav Mand; men en stor Pussement- og Spilopmager, der altid havde paa rede Haand et løierligt Indfald, ledsaget med en eller anden Bevægelse med Haand, Fod eller Krop, et Smel med Tungen eller fra en anden Kant, som vakte Latter og Møro. Han var støt i godt Humør. Saaofte Tiden tillod det, var han ude paa Fiskeri, især i Vesleelven. Han var den bedste Eventyrfortæller, jeg har hørt, og et Eventyr, som han havde fortalt saa morsomt, at Taarene trillede af Øinene af Latter, blev der ligesom intet igjen af, naar nogen anden fortalte det. Ja det var rigtig Høitid at høre Lars fortælle Eventyr, men det gik saa sjelden paa. Og saa hans Fortællinger fra Krigen da, fra Slaget ved Trangen, Lier og Martrand og andre Steder, hvor han og min Fader, som aldrig fortalte noget herom, var med. Det var Alvor og det var Spøg i disse Fortællinger, saa man paa en Gang var fristet til at græde og le.
Jeg mindes ikke hans Fortællinger saa nøie, at jeg kan gjengive dem med nogen Sikkerhed, men jeg husker godt nogle Hovedtræk. Det var nok til at bringe ham paa Glid til at fortælle at man selv først bragte Et og Andet om Krigen paa Bane. S. Arntzen var, efter hvad jeg havde hørt,
