en af de Officerer som udmærkede sig, bemærkede jeg en Gang, og saa begyndte han: „Ja han Arntzen ja, han smat den Gang, bagom en Stein og laa der til Slaget var vønni, men fik ligevel Æra for Seieren han, medens Drejer stod der paa Stubben som en Skive for Svenskens Kugler og kommanderede og skjød og rikket sig ikke, skjønt Kuglerne peip om Øra hans og traf ham her og der; men tilsidst fik han en lige i Brystet, og dermed seig han dau ned“. Jeg vovede nu ikke at afbryde ham med den Bemærkning, jeg havde hørt af Andre, at en Officer nok kan være tapper, om han søger at undgaaa at blive rammet af Fiendens Kugler, men jeg lod ham fortsætte. „Og han Christøffer Balnes da i Slaget ved Lier. Han blev rammet af en Kugle i den ytterste Øresnip, og dermed faldt han som dau, ja Far din, Gunnar, tror jeg saag det, og vi maatte bære ham bort og saa ham ikke mere, thi Du kan skjønne, at han, som havde faaet en liten Rift i Ørsnippen, blev liggende i Feber, saalænge Krigen varede. Men saa var det en anden Kar, – jeg har glemt Navnet – som Svensken sigtede paa, saa han saa det, og Kuglen streifede; han snude sig bare om og viste hin Ende til Svensken og bad ham sigte bedre næste Gang. Men de fæleste Folk i Krigen, det var Lerdølerne under Jørgensen. De omringede en Nat et Hus paa en Gaard i Eidsskoven, hvor der var fuldt af Svensker, drap hver Mand og plyndrede Ligene paa en afskylig Maade.“
Konen Kirsti var noget værdig og tilbageholden i sin Fremtræden, men, som sagt, en fortræffelig Husmoder snil og venlig, spag og betænksom i sin Tale og i sine Bevægelser. Der var Fred, Lykke og Velvære i dette Hus, og Børnene Gulbrand og Halvor, Gjertrud og Oliana vare udmærket brave, snille Børn, som artede sig vel. Halvor faldt i den amerikanske Borgerkrig; Gjertrud som jeg holdt meget af, er død, Oliana gift i Amerika og Gudbrand, som har kjøbt Gaarden og er gift med min Søster, Johanne, er en velhavende, agtet
