og æret Mand med lidt af sin Moders blyge, rolige, sagtmodige Væsen og noget af Faderens Pudserlighed.
I Nordstuen boede Ole Olsen og Konen Kirsti. Han gik altid under Navnet Nordstuman, var skallet, brunøiet, lidt corpulent med et rødbrunt fedt Ansigt, hvori der laa noget selvgodt og overmodigt. Han var knapt af Middelshøide og bar sin Krop „atkjekt“ med Maven ud og Næsen lidt til Veirs. Han drak sine Drammer til hvert Maal og førte Flasken med, naar han reiste til Skogs efter Ved og Bar. Men han drak aldrig mere, end han vidste, hvad han gjorde og var ligesaa dygtig Jordbruger og havde alt hørende til Gaardsdriften i ligesaa ypperlig Orden, som Berger Gammelstuen og Lars Teistuen, og da Kirsti var ligesaa flink som Husmoder, saa var der den samme Velstand Renlighed og Orden her som i de to foregaaende Gaarde. Ja, jeg tror endogsaa, at Nordstumandens Ager var den, som almindelig stod bedst i hele Greina. Jeg mindes godt, at han havde den bedste Erterager og den største, mest langstraaede og peneste Rugager, at han var den første som havde sit Korn indhøstet og derfor mangen Gang havde godt Aar, naar det frøs for Naboerne; men dette kom nok for en stor Del deraf, at Nordstujordet laa i en Helling, og Jorden derfor var tidligere tør om Vaaren og Solvarmen kunde virke kraftigere. Nordstujordet var derhos frit for Oversvømmelse af Glommen. Nordstuman var streng og faamælt og trivedes bedst hjemme. Om Sommeren gik han, som før fortalt, gjerne og spadserede sammen med Haakaa Søgala og saa paa Ager og Eng og pratede, men ude i Gjestebu og Moro blandt Naboerne var han sjelden. Igrunden skulde han være en godhjertet Mand. Kirsti, som var hans anden Hustru, var en liden væver, pen Kone, udmærket flink i alt sit Stel, livlig og pratsom, aaben og ligefrem. Børnene vare Hans, Ole og Oliana af første Ægteskab, Herman, lidt ældre end jeg, af sidste. Oliana var gift med min ældste Broder Peder Smideholen. Ole var rent
