gen slig Sveinkal, der skal ynge sig op for at følge med det ene Skud af Konfirmander efter det andet, da han aldrig blev gammel nok til at dele Lag med de Ældre. Han var Jevnaldrende med min ældste Broder.
Hermed er jeg færdig med Besøgene hos Sorknesfolkene omkring Aaret 1830. Ægtefolkene, som jeg har talt om, vare da omkring 50 eller 60 Aar og de fleste, om ikke alle ere nu gangne heden. – Kaste vi nu et Blik tilbage paa Forholdene, saa vil man i Søgaardsmanden finde En, som spilte sin Tid og en stor Del af sin Velfærd med Storleter, i Knud Nystuen og Kone Folk, som bleve forvandlede fra Velstand til Fattigdom af Dovenskab, Vanstel og Mangel paa Tarvelighed og Kraft til at sætte Tæring efter Næring, i Peder Perstuen En, som levede i Armod og Vanagt paa Grund af Drukkenskab. Af de 8 Opsiddere finde vi to, Berger Gammelstuen og Lars Teistuen som svarede til Maalet paa en ægte god norsk Bonde, men Qvinderne, det vil sige Husmødrene, findes alle at være forstandige og i alle Henseender dygtige og brave Husmødre, undtagen en eller maaske to, hvem jeg kjendte forlidet til at sige andet, end jeg har sagt.
Tilbageblikket viser os i en anden Henseende en mærkelig Kjendsgjerning den nemlig, at Leilændingerne i Velvære og Velstand stod over Selveierne med ligestore ja dobbelt saa store Gaarde (Søgaarden og Nystuen). Hvorledes skal man nu forklare sig dette? Jo, Leilændingerne havde kun Avlingen og Besætningen at leve og svare Skatter og Landskyld af, og de samlede derfor al sin Kraft og Omhu paa at bringe det mest mulige ud heraf, medens Selveierne stolede paa sine store, værdifulde Skove og anvendte sine Tanker og Kræfter saa meget paa denne Drift, at de forsømte at røgte Jordbruget og Fjøset forsvarligt. Dette var ialfald paatagelig Tilfældet med min Fader, hvis Ager som oftest stod uren og langt daarligere, end de nævnte Leilændingere, ligesom hans Nauter vare daarligere og mindre velfødte end hines. Men
