Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/66

– 66 –

været oppe Kl. 4 om Morgenen, sad jeg ofte og læste eller skrev, naar alle Andre sov. Men hver Gang jeg i et Øieblik, da jeg fandt Faders Ansigt lyst og venligt, bad øm at faa reise i Skole, blev han alvorlig og taug bom stil. Jeg ved imidlertid, at han havde en god Hensigt og i alt han gjorde mente at handle til mit Bedste. Det skal tidlig bøies det, som Krog skal blive, hedder det, og hans Mening var kun at gjøre en rigtig dygtig Kar af mig og lade mig faa Gaarden for billig Pris. Det gik ham, som det saa ofte gaar Læremestere; de glemme, at det er med veike og ukyndige Børn de have at gjøre og kræve voxen Mands Tanker og Gjerninger af Smaagutter. Fader var, som jeg oftere har sagt, faamælt, men han havde den Egenhed, at han talte med sig selv, hviskende saa pas høit, at jeg, naar jeg sad tæt ved ham, kunde høre, hvad han sagde, og da vi ofte reiste sammen paa en Kjærre, hørte jeg mange af disse hans Enetaler, og hvorunder han en Gang talte meget om mig, roste mig for min Omtanke m. V. og sagde, at jeg skulde have Gaarden. At dette ikke var myntet paa, at jeg skulde høre det og omvende mig fra min Higen efter at komme i Svenskeruds Skole, er jeg sikker paa. Thi naar han talte med sig selv, var han aldeles optaget af Stoffet og havde vist sjelden eller aldrig Bevidsthed om, at han talte, saa det kunde høres. Han var desuden altfor ligefrem og ærlig til at kunne indlade sig paa slige Kunster. Paa vore Byreiser og andre Lang-Ture kunde han af og til være øm og omhyggelig med mig. Han kunde saaledes sige i en kjærlig Tone: „kanske du er sulten og vil, vi skal spise“. Men jeg var saa blyg overfor ham som en Fremmed og var ikke istand til at bede ham om Mad eller give et bekræftende Svar paa hans Spørgsmaal, om jeg havde været færdig til at omkomme af Sult og svarede derfor: „som Du vil“, eller, „jeg er lige sel jeg“. Jeg holdt af denne strenge Fader og et venligt Ord og Blik af ham, var min største Lykke. Thi jeg vidste, som sagt, at