Grue, og at det var bedre, om det gik paa gammel Vis som i Hoff i det Hele. Paa Sorknæs tror jeg dog, at de Fleste foretrak den nye Skoleundervisning.
Jeg har tidligere omtalt, at Sorknæsfoltene stode høit i sædelig Henseende. Retssikkerheden var saa god som muligt, idet jeg aldrig kan mindes, at der i den heromhandlede Tid forefaldt nogen Slags Forbrydelse paa Sorknæs. Dørene for Laavene, Staburet og Fjøset stode ofte utillaasede baade Nat og Dag. Hellerikke Retstrætter mellem Naboerne ved jeg af, naar undtages en, som Haakon Søgala paastevnte mod min Fader, fordi han havde kjørt bort Snauset i den Gutu, som fører fra vort Gaardsrum til Hovedgutuen, som begyndte ved Nystuen og fyldt Sand istedet. Thi uagtet denne Stump Vei af ca. 20 Favne kun var til for vort Brug, mente Haakon, som var Eier paa begge Sider, at Grunden i Gutuen ogsaa var hans. Sagen blev forligt.
Af gamle National-Dragter fandtes paa den heromhandlede Tid kun nogle faa Levninger. Saaledes havde Bedstemoder et himmelblaat Skjørt af fint Uldtøi, rød, flammet Kaabe af Damask med opstaaende Krave og Sølvspænder til Sko. Snittet paa Mandsklæderne var saadan som Skrædderen, Martin Johansen, der var udlært i Byen, bestemte det for Mandfolkene, nemlig Kjole og lange Buxer af graat Vadmel og Vest af Hverken samt Støvler eller Sko, sort Halstørklæde og Uldhat. Kun Enkelte havde sorte eller blaa Klæder af Vadmel. Fruentimmerne brugte Hverkenskjoler og Strimmel og Høllik, og for Pigerne farvet Luve, begge med Skaut, naar de vare ude til Kirke og andre Steder. Dette var Stadsdragten. Til Hverdags brugte Mændene de gamle falmede og luvslidte Søndagsklæder med Bøder paa Knæerne og andre Steder, og Qvinderne Stak af Hverken og Trøie af Vadmel samt Halstørklæde, Luve og Skaut.
Møblerne bestode af Slagbord, Thebord, Spisebord,
