lede med Fordom mod Bønder befængte Storfolk; men om dette ogsaa kan siges om deres Husstand, vover jeg ikke at afgjøre, endskjønt jeg senere kom i megen Berørelse med flere af de nævnte Embeds-Mænd og deres Familie.
„Smaalighed og Egennytte“ ere Begreber, som i sin Almindelighed og selv i et enkelt givet Tilfælde af Flerheden let forvexles med Flid og Sparsommelighed, uagtet dette er Dyder, hine Laster. Og naar Storfolk af det ovennævnte letsindige Slags anvender Beskyldningen mod en Bonde for Smaalighed og Egennytte saa kan man paa Forhaand være nogenlunde sikker paa, at den er ubeføiet eller rent ud kun betegner streng Flid og Sparsommelighed. Tingen er den, at Storfolk overhovedet taget ikke have Forstand paa, at den overordentlige Flid og Sparsommelighed som Bonden fører, maa til, for at han skal kunne slaa sig igjennem, leve sorgfrit og selvstændigt og spare lidt sammen som Udstyr og Arv til sine Børn. Jeg maa tilstaa, at denne Flid og Sparsommelighed, selv om den hos Enkelte arter ud til Smaalighed og Egennytte, netop er en af de agtværdigste og beundringsværdigste Dyder hos Bonden. Thi dette, at man har Midler til at leve mageligere bedre og federe, end man gjør, men negter sig disse Nydelser og stræver og sparer, er, som jeg tidligere har bemærket, en af disse Prøver paa Selvfornegtelse og Opofrelse, som fortjener den mest udelte Agtelse. Se nu disse velstaaende Sorknæsfolk. Deres Huse vare uanseelige, deres hele Indbo og Udbo tarveligt og simpelt, deres Kosthold hjemme og ude yderst sparsommeligt og deres Klæder paa faa og ubetydelige Undtagelser nær af hjemmevirket Tøi. De betænkte sig paa at give ud en Stilling end sige en Daler til sin Fornøielse, og lode sig endogsaa under sit Ophold i Byen nøie med Kost af sin Madkiste tildels uden en Gang at kjøbe Brød og Kaffe, hvor godt det end vilde have gjort og smagt at faa lidt heraf. Følgen heraf var en Selvstændighed, Velvære og Tilfredshed, som man kanske søger forgjæ-
