ves, hvor der findes Glands og Stads fra det Største til det Mindste i Huset og et Bord med fine Retter til hver Dag samt Formue og Indtægter, som svarer dertil Se fremdeles, hvorledes det gik med de Familier paa Sorknæs, som ikke vare ¹„smaalige og egennyttige“, men klædte sig bedre, sov længere, spiste federe, opofrede sig for Fremmede og Storfolk! Det gik dels tilbage med dem, og dels bleve de forvandlede fra velstaaende Folk til Betlere. Saalænge de vare velstaaende og kunde modtage Storfolk med Gjæstfrihed og god Beværtning, var de i disses Øine reputerlige og agtvætdige, men naar saa Armoden nødte dem til at arbeide med utvættede Hænder, ja saa var det ogsaa forbi med Agtværdigheden. Og saaledes gaar det den Dag i Dag med de Bønder, som lade sig for- lede til at forlade den gamle gode Flid og Sparsommelighed og hengive sig til Storleter for at efterligne og være til Vens med slige Storfolk, som jeg ovenfor har betegnet som manglende Villie, Forstand og Skjønsomhed til at sætte sig ind i og bedømme Bondens Husstel, Yrke og Karakter. Mange af disse letsindige Storfolk holde sig ikke for gode til at smigre den „smaalige, egennyttige, raabarkede, skiddenfærdige, bondefule“ Bonde, naar det gjælder om at leve gratis i hans gjæstfrie Hus eller faa ham til at kautionere og endossere for Pengelaan, men naar de saa kommer til sine Ligemænd, stemme de med i den samme letsindige Forhaanelse og stempler ham som raa, uvidende, tarvelig etc.; og Karakteren „taabelig og dum“ maa jeg rigtignok tilstaa, enhver Bonde fortjener, som underskriver som Endossent eller Kaution for en Storkar.
Hvad det af Mange yndede Udtryk „Bondefulhed“ angaar maa jeg tilstaa, at jeg ikke kan finde nogen Anvendelse deraf paa Sorknæsmændene, og heller ikke, at det med mere Berettigelse kan anvendes paa Bønder i Almindelighed end paa Storfolk. Jeg har havt rig Anledning til i stor Udstrækning at lære at kjende Tanke- og Handlemaaden baade blandt Bønder og Storfolk og holder mig derfor berettiget til her at
