have en Mening, som fortjener at høres. Jeg skulde ellers være tilbøielig til at tro, at den, der har opfundet hint Fanteord, og de, der anvende det som en Forhaanelse mod Bondestanden, ere Folk, som selv mangle en ren og ærlig Karakter, og som Bønderne med sin fine Næse i dette Stykke, derfor gaar forbi med sin Handel Omsætning og sine Forretninger.
Saaledes som tidligere anført, var Sorknæs omgivet af en hel Hoben Husmænd og en Del Inderster. De sidstnævnte levede blot af Dagarbeide og noget smaat Haandarbeide, medens Husmændene havde sine Pladsbrug, hvoraf de, naar de vare stræbsomme og stelte sig godt, kunde leve nogenlunde sorgfrit. De Bedste af dem kunde endogsaa i Hardaar (Uaar) have saameget opsparet, at de da almindelig levede ligesaagodt som Gaardbrugerne, og derfor af disse bleve behandlede som Ligemænd. Men en stor Del af Husmændene vare dog i Uaar stillede paa omtrent ligesaa daarlige Vilkaar som Indersterne; thi vel havde de lidt Melk og Uld af sine Kjør og Faar, men forøvrigt kun sine Dagpenge af 8 Skill. De maatte derfor betle sig til, hvad de behøvede mere, end Pladsen og Dagpengene gav, og Sorknæsfolkene var selvfølgelig de, der her maatte yde den væsentligste Hjælp; thi Fattigunderstøttelse gaves paa den heromhandlede Tid kun som Lægd til Alderdomssvage og Krøblinger. Saavidt jeg kan mindes, gik ingen Fattig tomhændet bort fra vort Hus, og at det gik ligedan i de andre gode Huse, har jeg ikke Grund til at betvivle. Af og til kunde det rigtignok hænde, at Fader bebreidede Moder formegen Rundhaandethed mod Spinnerkoner og andre Fattige, men dette kom først bagefter, naar Melbingene vare tomme, medens han aldrig viste nogen Betler bort eller sagde noget om, at de fik formeget, da Gaven uddeltes. Sorknæsfolkene udøvede saaledes en stor og udstrakt Velgjørenhed mod de Fattige og stadfæstede herved paa en vakker Maade, at de ikke vare egennyttige men, som før sagt, christeligsindede, ædle Mennesker. Imidlertid blev dog altid fordret, at de, der
