kunde arbeide, skulde gjøre det, og de stakkels fattige Mennesker spurgte ogsaa flittigt efter Arbeide baade for sig og Børn og toge glade imod det, naar det gaves; thi i Almindelighed vare Husmændene og Indersterne besjælede af den samme Stræbsomhedsaand som Gaardbrugerne og arbeidede ikke alene selv med Flid, Udholdenhed og Troskab, men holdt ogsaa sine Børn dertil. At de ligesom Sorknæsfolkene vare et udmærket Sæt Mennesker fremgaar imidlertid med størst Sikkerhed deraf, at de, trods sin Nød og Fattigdom, undlod at forgribe sig paa de bedre Stilledes Gods og bar sin Armod med en beundringsværdig og høist rosværdig Taalmodighed. Naar den, som har det daglige Brød og sit sikre Udkomme, søger at tilvende sig Andres Gods paa en lovstridig og umoralsk Maade, da fortjener dette den strængeste Straffegrad og Dadel, og en ærlig Vandel af slige Folk er ikke en Gang at rose af eller omtale; men naar den nødlidende og arbeidsløse Fattige lever ærligt og redeligt, da vidner det om en udmærket Karakter eller en sand Christendom, og slige Mennesker fortjener en Haandrækning og faar den ogsaa af ethvert rettænkende og forstandigt Menneske, som har noget at hjælpe med.
Politik vidste man næsten intet af i Sorknæsgreina. Formands- og Repræsentantindretningen var endnu ikke kommen istand, og Valgvirksomheden indskrænkede sig til at kaare Forligelseskommissærer og Valgmænd. Ingen af Sorknæsmændene følte sig kaldede til disse Hverv, og naar de mødte og afgave sin Stemme, skede det uden andre Hensyn end at finde dem, der ansaaes for de mest oplyste, forstandige, paalidelige, grundærlige og vel skikkede Mænd, og hvad disse gjorde eller undlode at gjøre, vare de tilfredse med. Forholdet til Sverige og Danmark før og nu blev der dog talt om, men uden noget synderligt Udbytte, idet man ikke vidste stort mere, end at Norge i 1814 blev adskilt fra Danmark og forenet med Sverige som et ligestillet, frit og selvstændigt Rige. Der vankede mange Svensker paa Sorknæs, nemlig Torpare, som
