søgte Arbeide Vestgøther, som solgte „Vævnader“, Dalkarle som solgte Ljaa og andre Ting og kjøbte Skind, samt „Hemmanägare“, som reiste til og fra Grundsetmarkedet og kjøbte Heste og Tørfisk. Flere af disse Folk kom i Samtale med Sorknæsfolkene om Foreningsforholdet mellem Norge og Sverige, og alle Svensker vare af den Mening, at Svenskerne i 1814 havde erobret Norge, som derfor stod under Sverige. Dette vilde ikke Sorknæsmændene erkjende, men talte i høie Ord om Nordmændenes Seier over Svenskerne ved Trangen, Lier, Matrand o. s. v. og mente, at Norge hverken var beseiret eller nogensinde vilde blive beseiret af Svenskerne.
17de Mai var efter 1830 kommet paa hver Mands Mund i Forbindelse med Navnet Henrik Wergeland, en Søn af Stedets Embedsprovst, og som man beundrede som et overordentlig begavet Menneske, som den største Digter Landet havde eiet og som en trofast og varm Friheds- og Folkeven. Man sang derfor med Liv og Sjæl hans Sange, hvoriblandt „17de Mai blev Frihedens Palme plantet paa Norriges fjeldfaste Grund“, etc.
Jeg har talt om Børnenes Skolegang, og om at de fra Barnsben af bleve holdte til Arbeide under Gudsfrygt og Nøisomhed, og jeg har berørt Børnenes Sammenkomster for at høre Eventyr og for at lege, men man vilde ikke faa det rette Begreb om, hvorledes det gik til med Børnenes Sammenkomster til Leg og Moro i Sorknæsgreina, om jeg lod det staa til hermed, og da dette er en vigtig Del af Opdragelsen vil jeg opholde mig lidt omstændeligt derover.
Om Vinteren var Smaagutterne stadig sammen i Fristunderne fra Skolen og fra Arbeidet i Hjemmet, især i Slanketimerne, som Skomagerne og Skrædderne kaldte den Tid i Aftenskumringen, før de begyndte at arbeide med Ildslys, og legede ved Kjælkeagning eller Hauling[1]. Kun Faa
- ↑ Haule, lege paa Is ved Glidning med Tilsprang.
