brugte Skøiter og Ski, men Flere Ilogger. Dette var stadig Adspredelse om Hverdagene. Søndagene derimod opsøgte man større Isflader end de, der fandtes i Greina, og Søndag Aften kom Piger og Gutter sammen efter Tour hos Stedets Beboere, og disse Sammenkomster vare de gladeste og uskyldigste Fornøielser, som vi kunde tænke os. Vi begyndte gjerne med at skjære Havre, tage Blindsjuke og kakke paa Ringen, Frierlegen, Legen at bytte Gaarde, og saa kom Dandsen, idet En eller To skiftevis maatte skaffe Musik ved at synge. Forældrene i Huset vare stadig tilstede, og Legen foregik altsaa under disses Tilsyn, men alligevel med Liv og Munterhed. Vi glædede os usigeligt til og længtes efter disse Søndagsfornøielser, og naar det af og til indtraf Forhindringer i det Hus, hvor vi skulde være, og der ingen Moro blev af, var der Sorg. Disse Sammenkomster gik under Navnet Moro: Dands kaldtes det derimod, naar Voxne kom sammen til Dands og havde Spilmand. „Søndag skal vi have Moro i Jakobstuen eller N. N. Stue“, hedte det hele Ugen igjennem. Vi fik ved disse Sammenkomster aldrig noget Traktement undtagen i Julen, da vi fik Øl. Kl. 8 a 9 var det Slut. Den og de, som ved disse Leiligheder opførte sig penest og bedst, blev bagefter omtalt af Forældrene indbyrdes med Ros; dette fik vi høre, og alle søgte da at tage efter og være ligesaa pene. Paa denne Maade bleve vi som Børn øvede i at skikke os med Artighed i Selskab, og dette er visselig kommet mangen en af Sorknæsungdommen fra den Tid, som vandrede ud for at søge sin Lykke paa fremmede Steder, tilgode.
Om Vaaren var Gutternes Lege, at „brænde Bein“, slaa Langbal og spille Kiler, hvilket sidste foregik paa den Maade, at de to Spillende stillede op hver et lige Tal Kiler i en Afstand af et Halvsnes Alen, og at den, som først slog alle sin Modparts Kiler ned, havde vundet. Reglen var ellers, at den Kile, som blev rammet, blev kastet over til den, som havde slaaet den, men med Forpligtelse for denne til at
