førte ogsaa fine Farer derved, at man gjerne var tilbøielig til at gaa Graderne (Dølperne) for hurtigt igjennem. Dette var Tilfældet med mig, idet jeg forlod Smaldølpa og gik i Nøkhuludølpa, førend jeg kunde svømme andet end under Vandet og gik med for at svømme over Nøkhulua, netop som jeg var kommen saavidt, at jeg kunde klare Nøkhuludølpa. Og dette havde nær kostet mig Livet; jeg lagde afsted og var kommet saa nær Landet paa den anden Side, at jeg troede at kunne naa Bunden og gaa iland, men der var tver brat, jeg var mat af Anstrængelsen, gik under og var næsten qvalt, naar jeg endelig kom mig op igjen; men jeg sagde intet, men hvilte mig godt ud og svømmede saa tilbage igjen og tog mig vel vare for da og senere at slippe Benene ned for tidlig. En Dag, jeg sad og lappede Sko, kom Peder Veltstuen skrigende at Bernt Bua var druknet i nordre Stalgropa under Badning; Elven var nemlig stor den Gang. Jeg ud, saa Gutten sige langsomt op og ned i Vandet i en skraa Stilling med Hovedet opad, fik ham i Luggen og drog ham op som stokdød. Men jeg rullede og tullede ham i Bakhellingen og efter nogle Minutters Forløb, kom han tillive igjen, men var syg og skranten lang Tid bagefter. Om han lever nu, ved jeg ikke.
Om Sundhedstilstanden paa Sorknæs kan jeg blot sige, at jeg ikke kan mindes, at der i den heromhandlede Tid fandtes Nogen med Lyde eller Feil eller Mangler hverken paa Sjæl eller Legeme, og at de Gaardmænd og Koner, jeg har omtalt som boende og styrende paa Sorknæs, ere døde i en Alder omkring 70 Aar, naar undtages Perstu- og Nystufolkene, hvis Alder jeg ikke ved, og Kirsti Teistuen, som endnu lever, er rask og rørig og kan læse uden Briller, skjønt hun er omtrent 80 Aar gl.
Jeg har oftere nævnt vor Husmand Andreas, som boede paa en Plads, kaldet Stor-Nilspladsen. Han var høi, slank og storlemmet, men med en Løshed og Slaphed i Sammensætningen, som tydede paa en mindre Legemskraft. Han
