havde langt Ansigt, lang krum Næse og tyndt lyst Haar og Skjæg. Hans Plads tilhørte for den ene Halvdel min Fader og for den anden Peder Rensmoen, og han arbeidede derfor skiftevis 1 Aar hos hver. Han udførte sit Arbeide med Troskab og Villighed, og skjønt Arbeidstiden i Aannetiderne kunde blive lang og trættende, hørte jeg ham aldrig klage derover, men træt var han mangen Gang. Han havde megen Godhed for Børn og fortalte gjerne Historier om „Skrømt“, Nisser, Bergefolk, forgjorte Orme, som mødte frem efter Tilsigelse og gjorde lange Reiser i en Fart ved at bide sig i Halen og rulle som et Hjul. Det var bestandig smaat og fattigt med Andreas, uagtet han havde en meget god Plads. Han havde kun 4 Børn. Aarsagen til denne Fattigdom var hans uimodstaaelige Hang til Brændevin. Derhos holdt han af og til Hest og kom derved i Fodermangel, maatte stifte Gjæld, og blev ved sammes Inddrivelse skilt ved det Løsøre, han eiede. Blev der godt Aar, brændte han Brændevin om Høsten, og om Vaaren maatte han kjøbe baade Potetes og Korn. Her var altsaa baade Vanstel og Drikfældighed. Tobak kunde han ikke undvære. Naar han ikke havde noget Bedre, skar han ud Lapper af den Lomme, hvori hans Skraatobak havde været opbevaret, og tag i Munden. Den, som under en saadan Trang kunde give ham en Skraa, fik en saa hjertelig varm Taksigelse som om han havde hjulpet ham ud af den største Nød og Fare. Jeg gav ham derfor ofte en Skraa, og som Gjengjeld fortalte han da de bedste af sine Spøgelseshistorier, som det lod til, han selv troede paa.
En anden Husmand under Sorknæs var Johannes Gunnarsrud, gift med min Faster Valborg. Disse Folk havde en Plads af lignende Størrelse som Stornilspladsen og 6 Børn; men der var altid Velstand. Hvad jeg har sagt om Berger og Berthe Gammelstuen, kan i det Hele anvendes paa Gunnarsrudfolkene. Man ser, hvad et godt Stel kan gjøre
