ved at sammenligne disse to Husmænd. Paa Stornilsen fandtes næsten ikke en Krak i Huset, alt der var tomt, trist, armodsligt og usselt. Paa Gunnarsrud var Husene fulde af Løsøre, Klæder og Mad, og alting rent, pent og koseligt. Jeg tilbragte mangen en hyggelig Stund hos Faster Gunnarsrud, som var en hjertelig venlig, snil og sjelden forstandig Kone. Jeg mindes godt en af de sidste Gange jeg var inde der, at jeg yttrede at hun nu kunde prise sig lykkelig, da alle Børnene vare confirmerede og til Nød kunde hjælpe sig selv. Aa, ja vist. Jeg takker Gud for, at jeg har faaet følge dem saalangt, men Bekymringerne for dem ere ikke endte dermed: „Smaa Børn smaa Sorger, store Børn store Sørger“, lagde hun til, og stakkels snille ædle Faster, det var vel en Sandhed ud af hendes egen Erfaring hun her udtalte; men senere traf det hendes ældste begavede Søn, Johannes, som var Vagtmester ved Christiania Raadstu-Arrest, det sørgelige Uheld, at han blev afskediget fra sin Bestilling og kom paa bar Mark med en hel Flok smaa Børn. Jeg har senere til min Glæde hørt, at det ikke var Uredelighed, men Mangel paa Villighed til at rette sig efter sine Overordnedes Befalinger som fældte ham.
Knud Gundersen, som jeg foran oftere har nævne, var en middels høi, lyslet, velvoxen Mand, med store, lidt udstaaende Øine og et Ansigt, som var regelmæssigt og ganske pent, men med et Udtryk af Selvtillid blandet med noget Overgivent og Spottende. Han var gift med Maren Arneberg, en Søster af Mary Søgala, med hvem hun havde saa meget tilfælles, at jeg kan anvende alt, jeg har sagt om den Sidstnævnte paa den Førstnævnte. Allerede fra først af holdt Gundersens sit Hus halv standsmæssigt, skjønt han da kun havde sin Gage som Fanejunker og det, Gaarden kastede af sig at leve af. Storfolk tog allerede den Gang gjerne ind hos G.s, hvor de bleve gjæstfrit modtagne og fandt Underholdning i Gundersens morsomme Fortællinger og vittige Ind-
