vel indfandt der sig en Mængde Mennesker for at se Vargen. Man fik se mere end vistnok Nogen havde Anelse om, nemlig, at man for at spare Skindet, havde bestemt sig til at trække Dyret op med en Jernkrog, som var fæstet paa en Stang. Det var et afskyligt Dyrplageri. Man slog og stødte Ulven med Stangen, til den blev sint og bed i og blev hængende paa Krogen som en Fisk paa en Fiskekrog, og naar man saa fik den op paa Kanten af Graven, slog En den i Hovedet med en Klubbe. Den faldt herved ned igjen i Graven, men uden at det Traktement, den hidtil havde faaet, havde anden Virkning end, at Ulven var bleven ganske rasende og rendte i Stangen, som blev stukken ned igjen og bed i den, saa Fliserne sprutede og Blodet flød og frøste den om Munden. Dette skede gjentagne Gange, men tilsidst blev den dog hængende fast i Krogen igjen, heiset op og slaaet ihjel med Slag i Hovedet af en Klubbe, saa Øinene sprængtes ud af dens Hoved.
At en saa dannet og forstandig Mand, som Gundersen var, kunde tillade og se paa et saa oprørende grusomt Drab af et Dyr, er dog paafaldende.
Et andet Slags Dyrplageri, som var almindeligt blandt Arbeidsfolk omkring Sorknæs paa den heromhandlede Tid, var Spidning af Padder og Martring af Hugorme.
At et Menneske med Forstand og Hjerte kan falde paa slig Grusomhed, som at sætte en Padde paa en Stage og se den sprælle næsten et Døgn, inden den kreperer, er af det samme dumme og hjerteløse Slags som det ovennævnte Dyrplageri af Ulven. Aarsagen er vel den, at Ulve, Slanger, Padder og Øgler i slige Folks Øine ere et Slags Djevle i Dyrs Skikkelse, men denne tankeløse Overtro er vel nu, som saa mange andre Daarskaber nedarvede fra Middelalderen paa det nærmeste uddøde.
Sorknæskarlene var, som vi har set, store og velvoxne, men mod Christian Balnæs var de i visse Henseender
