næsten Smaagutter. Jeg kan ikke mindes at have set en saa
sværlemmet Mand. Hans Høide var vel ikke stort mere end
70ʺ, men Skuldrene var bredere Hænderne større og Armene
og Musklerne tykkere end hos Andre. Ansigtet var ogsaa stort
med kraftige rene Træk og Haaret og Hageskjægget lod han
voxe, saa det hang ned over Skuldrene og Brystet. Om ham
kunde man med Rette sige, at han var et Skud af den gamle
Kjæmpestamme. Og, naar jeg saa ham, kom jeg altid til at
tænke paa Vikingerne og navnlig de, der fulgte Magnus Barfod
paa hans Tog til de britiske Ser. Men han var en stilfærdig
Mand og gjorde aldrig nogen Opstuds med sine usædvanlige
Kræfter. Han var vel omtrent 70 Aar gammel paa
den heromhandlede Tid, og, skjønt han ikke gjorde sig nogen
Forretning af at sætte Folk over Glommen, saa var han dog
villig til, naar man kom og bad ham derom, at ro over med
sin Baad, som han havde læst ved Elvebredden nedenfor hans
Gaard Balnæs, som laa paa venstre Side af Elven ligeover
for Sorknæs. Jeg syntes, det var saa morsomt at tale med
denne gamle, forstandige og ved sit storslaaede Udseende saa
sjeldne Mand. Jeg kom til at tænke paa og skrive om denne
Mand derved, at Gundersen spilte et af sine Skjelmstykker med
ham, og Fortællingen herom er godt gjengivet af H. Schultze
i norsk Folkeblad.
Endelig blev i Høsten 1836 min Bøn om at faa komme i Christian Svenkeruds Privatskole paa Gaarden Svenkerud i Vaaler Annex til Hoffs Præstegjeld opfyldt, og den Dag, jeg fik dette Løfte, var en af de lykkeligste i mit Liv. I Begyndelsen af Januar 1837 kjørte Fader mig paa en Langslæde til Svenkerud. For at spare skulde jeg holde mig selv med Kost, og jeg havde derfor med mig en stor Kiste fuld af Madvarer og et Par store Butter med Melk. Logis fik jeg hos Chr. Svenkeruds Nabo, Embret Svenkerud, som selv havde en Søn og derhos en Slægtning i Huset, nemlig Ole Arnesen Seppinghol; begge vare Elever af Skolen og
