der af en ubeskrivelig Art, som smittede paa flere af de Øvrige, og rimeligvis undergrov deres Sundhed for hele deres Levetid.
Christian Svenkerud var en høi, mager, lyslet Mand med et stort, alvorligt tænksomt, men tillidsvækkende og godt Ansigt. Vi havde alle den mest ubetingede Agtelse og Ærbødighed for ham, og, skjønt jeg ikke kan mindes, at han talte strengt end sige ondt til Nogen af os, vare vi dog altid yderst opmærksomme, hørige og lydige mod ham baade i og udenfor Skolen. Han var ikke Pietist; men alligevel en alvorlig Christen. Hver Søndag, som vi ikke fulgte ham i Kirke, holdt han Andagt med os om Formiddagen, og som oftest var det af Mynsters Betragtninger, han læste for os. Han var en meget flink Lærer, idet han forenede Lyst og Anlæg til Lærerfaget med meget solide Kundskaber i alle Fag, undtagen fremmede Sprog, hvoraf han dog læste det Tyske, og alle disse Kundskaber havde han erhvervet sig fornemmelig ved Selvstudium. Han nød ogsaa stor Agtelse og Tillid som Menneske og Kommunemand, og det har ofte undret mig, hvad Aarsagen kunde være til, at han blev vraget som Storthingsmand, efterat have været Repræsentant 2 Gange, i 1842 og 1845 saavidt erindres. Thi, at man skulde vrage en saa kyndig, oplyst, frisindet og selvstændig Mand som Repræsentant, fordi han ikke var nogen Taler, er lidet rimeligt. Men, saavidt jeg har kunnet forstaa, var det vel Haaken Ludv. Bergh, som stak ham ud ved Hjælp af Embeds-Valgmændene, og da saa denne begavede Mand optraadte som en ligesaa alvorlig Folkerepræsentant og Oppositionsmand som Svenkerud, og kanske vel saa vægtig, saa gav dette formentlig Anledning til, at Bønderne ogsaa foretrak ham for Svenkerud. Og da det ikke var at vente, at Hedemarkingerne og Østerdølerne vilde have to Repræsentanter fra et Præstegjeld i Solør, saa blev Christian Svenkerud, som sagt, tilsidesat.
I Begyndelsen af Marts Maaned havde vi nogle Dages Ferier paa Grund af Markedet paa Grundset, som kun
