med store Sideværelser, hvor der spiltes Kort og Terninger. Her gik det til med stort Liv og Munterhed. Terningspillet foregik paa den Maade, at Spillerne stode omkring et Bord, hvorpaa var pladseret en Skoffe af et Par Alens Længde og omtrent 2 Alens Bredde. Terningerne lagdes i et Støp af Blik, som rystedes om og tømtes med et kraftigt Slæng ned i Skoffen, saa det skranglede, og Lederen af Spillet raabte for hvert Slag med høi Røst Tallet af de opslagne Øine og endelig, naar Spillet var ude, Navnet paa den Vindende. I det Øieblik, jeg stod der, dreiede Spillet sig kun om Skillinger, men undertiden skal Indsatsen, især naar det lider ud paa Qvel, være fra 1 til 10 Spd. Dandsemusiken bestod, om jeg ikke mindes Feil, af to Violiner, en Clarinet og en Violoncel, og Sammenspillet var rent og smukt, idet Alle lod til at være meget øvede Spilmænd. Dandsen var, saavidt jeg hugser, blot Vals og Galloppade. Og de Dandsende vare for Qvindernes Vedkommende Jenter med Skaut, men af Mænd gaves der en Blanding af By- og Bondeklædte. Dandsen gik meget pent og anstændigt den Stund, jeg saa paa den, men det var kun en kort Tid, da jeg var aldeles udmattet af Markedsgangen og derfor begav mig hjem til mit Logis, gik til Køis, sov godt og drømte uden al Tvivl om den hele brogede Markedsvrimmel; reiste tilbage til Svenkerud næste Dag, belæsset med mange Minder om Sener og Laat, Folk og Fæ fra det, som det største i vort Land, berømte Grundset-Marked.
En Aften om Høsten 1837 kom en Mand kjørende til Svenkerud i en Kariol, standsede udenfor hos Christian og steg ind. Han var gammel, halt og saa luslidt ud, men havde et kraftigt, godt, forstandigt Ansigt. Det var sjelden at se Reisende paa dette afsidesliggende Sted, og vi undrede os svært over, hvad dette kunde være for en Mand. Pigen kunde kun fortælle os, at det var en langfærnes fremmed Person, som skulde blive paa Svenkerud om Natten. Da vi
