Denne siden er korrekturlest
Da vandred de op i den frie Ur
og blæste en Slaat paa Horn og paa Lur.
Det klang saa fuldt gjennem Lundesalen,
det klang saa sødt gjennem Kirken i Dalen.
Hver Bjergehal og hver Li der var,
gav bævende Klang tilbage,
den hele Dal laa tindrende klar
i Toner af Lyst og Klage.
Da sprang der Blommer af Krat og Tjørn
da hviled i Luften den stærke Ørn,
og Vinden turde ei Løvet røre,
og hvert et Blad var et lyttende Øre.
Det var Herr Peder, den lærde Præst,
han havde saa stam en Tunge;
han hæved sin Røst som han kunde bedst,
da Tonerne hørtes runge;
men Ingen saa op, og Ingen gav Agt,
men Alle grebes af Tonernes Magt,
og Alle gik ud, som i Kirken vare,
Herr Peder tilsidst bag sin Sogneskare.
