Side:Halvhundrede Digte.djvu/84

Hvor aabnes Vei for dette nye Liv,
hvo gaaer foran, som Kæmper og som Seer?
Hvor er den Halvgud nu, der har et Bliv,
til Folkelængslens brændende Ideer?

Ak, Ingen svarer paa det høie Raab,
mens Nuet drømmer om det fjerne Gode.
For lyst er atter Philantropens Haab,
og denne Jord er kun en dunkel Klode.

Lyksalig den, som Tidens Nød har bragt
den trygge Glæde og den stille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybest lagt,
som alle Savns Forligelse, i Sjelen.

I Tidens Raab, der ryster Templets Hvælv,
og bringer Statens Skranker til at vige,
han hører Varselsstemmen: „Frels dig selv!
vær fri og from i dine Tankers Rige!“

I ham besegler Tiden sin Ide,
og i hans Indre er dens Gjerning tolket,
naar den med Frihedsløsnets Lyst og Ve
har vakt en Hær af Slumrende i Folket.