Side:Hans E. Kinck - En penneknegt.djvu/27

manske lande, fra ca. 1500 eller fra Michel Angelo av ned til det 18. aarhundrede. Likesom ved «middelalder» og «renæssanse» er man jo nødt til at avgjærde og slaa fast en glose, endda liv netop er det at gloser og kategorier smelter og alt flyter over i hverandre. I motsætning til renæssansen som den rolige værens kunst, tilfredshedens, mæthedens, stilstandens kunst, har man, som f. eks. Wölfflin, karakteriseret barokken som overgang fra det strenge til det fri; den vil virkning, motivets anvendelse; den vil gripe med affekter; den er oprørets, beruselsens, ekstasens kunst; den vil bevægelse og kjender ikke hvile; den arbeider saaledes for intens helheds-virkning, har hang til det store og kolossale (St. Peterskirken); dens mennesker er ikke længer slanke – de blir fyldige, store, tunge skikkelser med svulmende, herkuliske muskler, likesom renæssansens granne trær forsvinder, og i deres sted fikenløvets saftigtunge masse rykker ind, – selv deres prosa svaier mæt av rytme; deres arkitektur er ikke plastisk, men malerisk, skyr rette vinkler, avrunder kanter, med svære balustrader; de bygger vældige parker, med brusende vand-anlæg. Masse og bevægelse er i hver kunst-genre barok-stilens princip; og det er intet tilfælde, naar f. eks. Wagner søkte tilbake til Palestrina. – Bevægelsen gik altsaa ut paa at utløse det personlige og særegne. Den ny stil føltes da ogsaa, idet den