ofte hekseformularer i hans skrifter, og skildres der seid og aandemaning, som i komedien La Cortigiana anden akt; men især møter vi dette aandsmørke i hans obskøne dialoger, hvor det er de samme tvilsomme kvinder som hos Horats, som øver seid. Det er bare den forskjel fra den nøkterne romer, at hos Pietro er heksene eventyrlig overlæsset med hæslige træk; de synker sammen under dem, som hans pyntede fest-borde, naar de staar og bugner under sit vældige skred av blomster.
Han har ogsaa den middelalderlige aands vanmagt, hvor det gjælder at skille væsentlig og uvæsentlig; dette trær saa tydelig frem i hans stil. Men ved siden av det, saa er det slaaende ved Aretino som prosaist netop hans umiddelbarhed og livfuldhed. Hans viden i latin har ikke plaget ham; vistnok har han paa anden haand faat dens stil og sætningsbygning, og av og til smelder han ned sic volunt fata eller ora pro me eller valete et plaudete (som brev-slut), men stort mer finder man ikke. Med vilje forlot han Petrarca som forbillede i sonetten og Boccaccio, som han selv sier, fordi han ikke vil kaste bort tid. Hans uvidenhet, hans av læsning ubestøvede aand har været ham til nytte, naar det gjaldt at bevare interiørets og skikkelsens friskhed paa den skjæbnesvangre vei fra øiet til pennespidsen. For skjønt han selv sier i et brev: «Jeg synes at verker ikke duer, som mangler
