i en hel stemning; der er intet i dette brev, som ikke kunde være set idag, uden «materia artificiata»: et palads av marsipan vilde henrykket Aretino endnu mer.
Men saa synes han heller ikke at kunne synke dypere end i de hule breve til de stormægtige. Der gaar han selvfølgelig i gang med ordlek-apparatet uten at blunke; kjendt er jo den til Michel Angelo, at selv om denne er «di-vino» (= «guddommelig» og «av vin»), er ikke han heller «di acqua» (av vand), hvor forresten leken har den snedige bihensigt at ta bort ved en morsomhed den værste eftersmak fra hans overhæng; han fortæller at han lager literatur «per la fame (av sult) e non per aver fama» (naa ry), et andet sted for at «aprire le casse e le case» (aapne pengekisterne og husene), ensteds for at høste «auro» (guld) og ikke «lauro» (laurbær). Av den art skolastisk atavisme, som man idag kun støter paa det i journalistiken, naar man lager sprog efter fransk mønster, eller paa en og anden prækestol. – Han har ogsaa den middelalderlige digtnings melodiske parafrase, som ensteds i tragedien Orazia om den elskede:
Ma e vita e salme e membra e senso,
e senso e membra e salme e vita è mi
lo sposo mio, il mio sposo diletto,
lo sposo che io adoro …
(Ordret oversat: «Men baade liv og helse og lemmer og sanser, og sanser og lemmer og helse og liv er mig min fæstemø, min elskede fæstemø, den fæstemø som jeg tilbeder.»)
